Tragedien

Riverside trådte på scenen fuldt belyst og bukkede for det fremmødte publikum. Mariusz Duda, forsanger og bassist, tog mikrofonen og bød de fremmødte velkommen. Han informerede kort omkring, at bandet efter tragedien sidste år nu kun havde tre medlemmer, og at de ville få en hjælpende hånd fra guitarist Maciej Meller.

Tragedien indtraf i februar sidste år, da bandets lead guitarist, Piotr Grudziński, døde af et hjertestop, hvilket resulterede i en aflysning af deres igangværende turné.

Dette var Riversides første turné efter tabet af Piotr Grudziński, og Lille Vega var første stop.

En drømmende melankolsk rejse

Bandet åbnede op for godteposen med lyden af Eye of the Soundscape – bandets nyeste udgivelse – og denne blev skarpt efterfulgt af en dyster udgave af ”Coda” fra Shrine of New Generation Slaves. Allerede her beviste Mariusz, at han er en afsindig talentfuld sanger med en rolig, men dyster, klang i sin vokal. Dernæst leverede bandet en out-of-this-world udgave af ”Second Life Syndrome”, hvor alt bare var perfekt. Lyd, lys, performance og interaktionen med publikum, alt var bare perfekt. Da nummeret efter 15 min. sluttede, stod man stakåndet tilbage og gispede efter vejret, men med nok kraft tilbage til at hylde bandet, for det var så sandelig på sin plads.

Med disse tre numre havde bandet lagt rigtig godt fra land og taget publikum med på en smuk, men mørk, drømmende og melankolsk rejse gennem bandets mange udgivelser. Bandet havde fået et godt tag på det fremmødte publikum, og som tryllebundet stod et næsten fyldt Vega og sugede den musikalske nektar til sig. Næsten ingen stod i baren; alle stod og nød, hvordan Riverside beviste, at de er helt i toppen af genren.  

Efter ”Second Life Syndrome” gik bandet i gang med deres bedste sjæler, ”Conceiving You”, og igen tog man sig selv i at stå som forstenet. Mariusz’ vokal var uovertruffen og endnu bedre live end på udgivelsen. Nummeret blev leveret utroligt smukt, og det resulterede i store klapsalver fra publikum, hvilket var velfortjent. Mariusz bukkede og viste med et stort smil, at det her går faktisk meget godt, og selvsikkert fortsatte de polske herrer triumftoget. Med en indledende bassolo var det tid til ”Caterpillar and the Barbed Wire” fra Love, Fear and the Time Machine-udgivelsen tilbage fra 2015. Mariusz er en verdensklassesanger. Hans vokalpræstation var imponerende god, ja, på nogle tidspunkter var han endda bedre, end han lyder på bandets udgivelser, og det i sig selv er en stor bedrift. Men som bassist er han fra en anden verden. For er du da sindssyg, hvor kan den mand spille! At se ham spille dette nummer, var en fryd for alle sanser. Dybt imponerende.

Efter endnu en magtdemonstration fra Mariusz gik bandet videre til ”The Depth of Self-Delusion” fra udgivelsen Shrine of New Generation Slaves, og her fik vi endnu mere lir, både fra Mariusz, men også fra Maciej. Han vil aldrig kunne erstatte Piotr, men han gjorde det virkelig godt. Det var betagende at opleve Mariusz og Maciejs samspil, og der var ingen tvivl om, at hele bandet nød at stå på scenen. Hver gang, de havde øjenkontakt, brød store brede smil frem på deres læber, og det har med sikkerhed smittet af på både deres optræden og på publikum.  

Efter kæmpe anerkendende klapsalver fra publikum blev der stillet en lille stol frem, og Mariusz satte sig ned og havde skiftet sin bas ud med en semi-akustisk guitar. Det var nu tid til at gå lidt ned i tempo, og efter en lille tale til publikum leverede Mariusz en smuk akustisk udgave af ”Lost” fra albummet Love, Fear and the Time Machine, som resulterede i en uundgåelig fællessang.

Under de sidste fire numre valgte jeg at bevæge mig rundt i salen for at få en fornemmelse af, om publikum var lige så tilfredse, som jeg selv var, og om lyden var på samme niveau. Det var den, og publikum var enten helt stille, stirrende på de fire imponerende polakker, eller også blev der hvisket: ”Hvor er det godt, det her” – og det var det.  

Som ekstranumre gav bandet de fremmødte ”Towards the Blue Horizons”, der var en dedikation til Piotr Grudziński, og til sidst en lys og positiv udgave af ”Coda”, som bandet også startede showet med. Som Mariusz sagde: ”Vi vil gerne afslutte sættet med en mere positiv udgave – som en start på noget nyt og at vi nu skal videre”. Efter lange klapsalver, som bandet tog til sig ved at samle sig midt på scenen og bukke, forlod de scenen til lyden af ”Where the River Flows”, som gav alle de fremmødte mulighed for at fordøje, hvad de lige havde oplevet.

Den ultimative oplevelse

Længe sad jeg efter koncerten og gravede efter fejl og måtte til sidst erkende, at der ingen var. Riverside havde præsteret den ultimative progressive rock-koncert. Det er mange år siden, at jeg har oplevet noget i denne kaliber. Det her var storslået. Derfor fortjener Riverside 10/10, og nu sidder jeg tilbage og håber inderligt, at de snart kommer igen. Tak for en forrygende aften.

Følg linket HER, for at se den fulde billedserie fra aftenens show.

Setliste:

Coda (dyster udgave)
Second Life Syndrome
Conceiving You
Caterpillar and the Barbed Wire
The Depth of Self-Delusion (soloer fra Mariusz og Maciej)
Lost (Why Should I Be Frightened By a Hat?) (semi-acoustic)
02 Panic Room
Saturate Me
Escalator Shrine
Before

Ekstranumre:

Towards the Blue Horizon (dedikeret til Piotr Grudziński)
Coda (lys udgave)
Where the River Flows (instrumental)

10/10