Alt ved det gamle?
De polske prog-veteraner fra Riverside, som har en fast plads i Heavymetal.dk´s hjerte og lige siden deres første studiealbum løbende har høstet gode anmeldelser her på siden, er efter fem år klar med deres nye udspil ID.Entity den 20. januar 2023. Albummet, der har en sigende titel i forhold til Riversides eksistentialistiske hovedtemaer lidelse, psykisk sygdom og kærlighed, er det ottende studiealbum fra bandet, der optræder i kendt formation med Mariusz Duda på vokal og bas, Piotr Kozieradzki på trommer, Michał Łapaj på keyboard og Maciej Meller på guitar. Vores anmeldere har tidligere blandt andet rost Riverside for deres stemningsfyldte og anderledes kompositioner med tekster, der ikke kan benyttes som baggrundsmusik, da de har et budskab og kræver at blive lyttet til. Denne anmeldelse vil begive sig ud på en rejse for at finde ud af, om alt er ved det gamle hos de midaldrende polakker.
Et værk i tråd med tiden
Det er helt klart, at vi har at gøre med et album, der er skabt i det 21. århundrede, da Riverside på indeværende udgivelse stiller sig selv meget tidstypiske spørgsmål som “Hvilket køn har jeg?”, “Hvad er min hudfarve?” og ikke mindst “Hvorfor har vi ikke alle de samme rettigheder?” Alle disse spørgsmål bliver tematiseret i flere af sangene, hvilket viser, at det ikke kun er de nye generationer, der beskæftiger sig med disse problemstillinger, men også halvgamle prog-rockere fra Polen. Albummet indledes af “Friend or Foe”, der lydmæssigt minder meget om a-has første sange både på grund af de markante synthesizer-toner, der gennemstrømmer hele nummeret, og sangstilen med den klare vokal, der ikke er helt så uforståelig, som den er blevet klandret for i anmeldelsen af deres seneste album Wasteland fra 2018. Men denne anmelders ører er dog også hærdet af tysk metal og dertilhørende dårlig udtale. Til gengæld har sangen en fed bassline, der understreger det proggy vibe, og den fede bas videreføres i pladens næste sang “Landmine Blast”, der er meget progressiv i sit lydbillede med et gentaget guitarriff og en velafstemt brug af alle synthesizerens tangenter. Også i “Big Tech Brother”, der starter med en lidt mærkværdig talesekvens, viser Michał Łapaj, at han har styr på sit instrument og bidrager på mareridtsklimprende manér med både undervandsboblelyde, trompetklang og sfæriske toner. Kombineret med en fed guitarsolo og førsteklasses sang, der pendulerer smukt mellem det blide og det rå, er det bare et lækkert nummer! I den tretten minutter lange “The Place Where I Belong”, der er pladens klart svageste nummer, lægges der fokus på teksten på bekostning af musikken, da nummeret fremføres som en slags sprechgesang, hvor versene kun tilnærmelsesvist rimer på hinanden, og teksten er virkelig påtaget ungdommelig: “Tell me something that doesn’t sound Like you just finished high school”; det virker bare kikset og pinligt og klæder absolut ikke resten af albummet, der i store træk virker sammenhængende.
Ikke noget for dovne ører
Riverside er nok stadig mest noget for de få udvalgte og dem med sofistikerede ører, da det på ingen måde er metervare, der præsenteres for lytteren. Man skal dog ikke skue hunden på hårene, for heldigvis lyder dette album ikke lige så grueligt, som albumcoveret lader formode – det ligner nemlig et billigt print af den slags, som man kan købe i Bauhaus, så det passer til stuens sofapuder. Nej, Riverside tager lytteren med på en rejse ind i det postmoderne menneskes sind, og det er slet ikke så dårligt endda. Men det er ikke musik, man kan synge med på ved første gennemlytning, så det kræver tålmodighed at finde vej ind i polakkernes lydunivers.
