Opmærksomhed trods hård modtagelse

Vi har været hårde ved Rivers of Nihil her på redaktionen: Da vi i 2016 anmeldte Monarchy, var det med ord som ”dødkedelig” og ”generisk”, og pladen endte med en tam karakter på fire ud af ti. På samme vis var vi ude med riven, da vi i 2018 beskrev opfølgeren Where Owls Know My Name som alt for skematisk og forudsigelig og kvitterede med bare et sekstal. Alligevel er der noget ved bandet, der har pirret min og mange andres interesse; i hvert fald er der i løbet af de seneste år opstået en del hype omkring de amerikanske dødsproggere. At der er det, forstår man godt, når man har lyttet til bandets seneste plade, The Work. Den byder nemlig på nogle voldsomt fede numre og interessante passager, der slet ikke er til at ryste ud af bevidstheden igen. Desværre indeholder den også en del kedelige – ja, ligefrem søvndyssende – numre, som burde være sorteret fra. Ak…

Så godt! … og så skidt

Rivers of Nihil har udviklet sig markant, siden de debuterede med The Conscious Seed of Light i 2013. Fra at spille temmelig ordinær tech death bevæger de sig i dag i den absolut progressive ende af dødsmetallen, og den udvikling kan jeg kun bifalde. Det er nemlig i de progressive, men stadig aggressive – atmosfæriske, men stadig insisterende – passager, at Rivers of Nihil for alvor brillerer. Og selvom det langt fra lykkes på alle numre, er der flere højdepunkter på The Work.

Bedst går det for den amerikanske kvintet på ”Clean” og ”Focus”. Mens førstnævnte imponerer med en hypnotiserende rytme, en nærmest hviskende vokal og en drømmende synthpassage, byder sidstnævnte på fed energi og flot blanding af vokalstile. ”Clean” er virkelig betagende og – i mine ører – pladens bedste skæring, men ”Focus” er også rigtig vellykket: energisk, fængende og interessant at lytte til fra start til slut. Ligeledes har ”The Void from Which No Sound Escapes” en spændende elektronisk intro, og ”Dreaming Black Clockwork” indeholder pladens mest kaotiske – og måske også mest interessante – afslutning. Den er hektisk, dissonant, egentlig ret ubehagelig at lytte til og på samme tid vildt fascinerende.

Men, men, men… Som allerede antydet vokser træerne ikke ind i himlen. Flere steder på The Work er det, som om bandets ambitioner om at skabe et storslået, progressivt værk spænder ben for dem; der er simpelthen flere sange, som nok er smukke og velspillede, men ikke fungerer særlig godt – og slet ikke sammen med de andre numre. ”Maybe One Day” er noget af det kedeligste, jeg har hørt længe: syv minutter akustisk guitar, ren vokal fra Jake Dieffenbach – og ikke så meget andet. På samme vis er ”Wait” både stemningsfuld og flot udført, men også på grænsen til at være søvndyssende og totalt kønsløs. ”Tower 2” er unødvendig, og ”Episode” har masser af potentiale, men kan ikke helt bære sine knap otte minutters spilletid.

Stadig ridser i lakken

Når The Work er bedst, og numre som ”Clean”, ”Focus” og ”The Void from Which No Sound Escapes” tordner derudad, nærmer Rivers of Nihil sig de for alvor høje karakterer. Der er masser af potentiale på denne plade, og lytter man koncentreret til den – eller i hvert fald de mere vellykkede numre – er der meget godt at komme efter. Desværre er numre som ”Maybe One Day” og ”Wait” voldsomt forstyrrende, og flere passager på pladen er simpelthen direkte kedelige eller trukket i unødig langdrag. Derfor ender The Work på et fint, men altså ikke blændende syvtal.