Så er der lejrbålsguitar og vokale harmonier fra to garvede rotter
Ugly Godsmack Joe
Bag projektet Richards|Crane er tidligere guitarist fra Godsmack Lee Richard og forsangeren fra Ugly Kid Joe Whitfield Crane, der sammen har smidt deres første udspil på gaden, i form af en omgang akustisk rock, med det opfindsomme navn: Richards|Crane. Musikken består af lejrbålsakkorder, en omgang lette trommer, lidt elguitar og utallige vokale harmonier, der giver en rockstemning med et twist af country og sydstatsstemning. En spændende cocktail med to så garvede musikere, der har spillet i større bands, men desværre indfries forventningerne ikke.
Hårdt men fair
Som tidligere nævnt er Richards|Crane et akustisk album, men det er bare ikke af den gode slags. Alle sange er bygget op om lejrbålsakkorder og der er ikke meget spændende eller nyt over det. Altså kompositionerne er da fine nok og følger diverse regler og opskrifter inden for musikkens verden. De er bare super kedelige og de små licks, som den elektriske guitar spiller, gør bare ikke numrene mere spændende, de giver dog lidt stemning. Her er tale om den føromtalte sydstats/countrystemning, der til tider minder mig lidt om gamle numre med Bon Jovi a la ”Dead or Alive”. Samtidig er Whitfield Cranes stemme altså bare ikke særligt god til den her type musik, det er især klangen og timingen, der bare virker en smule off. Måske det er meningen, hvad ved jeg, men i mine ører er det altså bare ikke lækkert at lytte til. Ikke nok med det, så er sangene klistret ind i dårlige harmonier med mandlig falsetsang og 2. stemmer. Jeg vil især udpege nummeret “Everyone” som det suverænt dårligste, der indeholder alt det ovenstående.
Der er dog et lille lyspunkt, i form af nummeret “Black & White”, som Alter Bridge sanger Myles Kennedy synger med på. Her fungerer harmonierne og sangen er som sådan også udmærket, men heller ikke mere end det.
De sidste ord
Richards|Crane med albummet Richards|Crane er ikke noget at råbe hurra for, dette skyldes især den famøse lejrbålsguitar, Whitfield Crans stemme, og det sølle forsøg på vokale harmoniseringer. De få lyspunkter er Myles Kennedys vokal på det ene nummer og musikvideoen til “Black & White”, hvor flere kendte musikere deltager. Derudover har jeg desværre ikke meget positivt at skrive, så må hellere stoppe her, 3 pygmækranier kan denne plade komme op på.