De amerikanske death metal-giganter er klar med nyt album!
Siden Revocation i 2006 rejste sig fra asken af Cryptic Warning, har de været rødglødende hvad udgivelser angår. De sidste år har der været op til to årlige udgivelser, det værende albums, EP’er eller singler, og her i 2014 er tiden så kommet til Deathless, et teknisk velspillet og stærkt death-album. Al aktiviteten i Revocation-lejren er heller ikke gået fans af genren forbi, og Revocation er i dag et utrolig stort navn inden for sin genre.
Ond, melodisk og genial blanding af alt det bedste fra death og thrash
Det gøres allerede fra albummets første minutter klart, at vi her har at gøre med et death metal-band, der virkelig mestrer genren – og mere til. Musikken er ekstremt velspillet, men går på intet tidspunkt hen og bliver en kedelig, teknisk affære, som det desværre gør for nogle bands. Lytterens opmærksomhed fanges for alvor efter ”A Debt Owed to the Grave”, hvor nummeret ”Deathless” begynder – vi trækkes her for alvor ind i Revocations univers, hvor kaos, krig og død spiller centrale roller. Derudover træder Revocation med ”Deathless” et forsigtigt skridt ind i melodeath-genren, men forlader hurtigt området igen.
Foruden de nævnte elementer fra death metal, kan man ligeledes ane elemeter fra thrash i Revocations musik – især hastigheden og aggressiviteten i enkelte numre peger hen imod thrash, heriblandt ”Scorched Earth Policy” (hvilket også er et af de rigtig gode numre på albummet). Selvom albummet vokalmæssigt domineres af forsanger Davids growl, er der også mange passager med ren vokal at finde på albummet, og begge dele fungerer upåklageligt, ligesom det er åndssvagt fedt, når begge deles bruges i samme nummer – her vil jeg i særdeleshed fremhæve ”United in Helotry”, der derudover også er et af albummets mere melodiske numre.
Ligesom vi tror at vi har luret hvad det er Revocation laver, og albummet nærmer sig sin afslutning, dukker det prog-inspirerede instrumentalnummeret ”Apox” op og gør os lidt forvirrede – men langt mere imponerede. Albummets sidste nummer, ”Witch Trials” overrasker også positivt, og Revocation fortjener et par bonuspoint for netop denne afslutning på albummet.
Der er en grund til Revocations popularitet – og den er nem at få øje på!
Først og fremmest består Revocation af teknisk meget dygtige musikere, og Deathless er alt i alt et yderst imponerende stykke arbejde fra deres side. De formår at forene melodiske elementer med teknisk dygtighed, ondskaben fra death metal samt den aggressivitet og det høje tempo, som vi kender fra thrash. Deathless er et album der står meget stærkt, og især et par af numrene er helt igennem geniale – heriblandt ”Deathless”, ”Madness Opus” og ”Witch Trials”.
Hvis du kan lide hvad du hører, så kom forbi Aalborg Metal Fest her i begyndelsen af november! Om lørdagen, før landsmændene i Cannibal Corpse, går Revocation nemlig på scenen – og mon ikke de medbringer et par numre fra Deathless?
Kommentarer (1)
Jesper Beck
Tidligere anmelder
Indlæg: 46
Sådan skal det gøres!!!
Jeg var endeligt gået i Stereo Studie for at købe den nye cd med Machine Head og jeg skulle lige til at forlade butikken, da jeg hører noget guitar som sparker røv i en højtaler af ældre dato........
Hør hvad fan... er det lige for noget?? Det lyder da...... Ja..... FEDT!!!
Jeg niver lige mig selv i armen, for det er længe siden at jeg har hørt sådan en guitar som bare kører derud af og der kommer det ene fede riff efter det andet.
Jeg spørger forsigtigt oppe ved skranken, hvilken plade de spiller? Det er den nye med Revocation og den kan erhverves for en 100 krone..... Jeg skal ikke bruge 2 sekunder på at beslutte mig...... Den skal med mig hjem!!
Machine Head og Revocation, så er der budt op til dans......
Og hurtigt viser det sig at Revocation har lavet en plade som sparker røv!!!!! Machine Head kommer slet ikke til...... Men det må du/I læse om et andet sted.
Denne cd byder på guitar af høj klasse! Fede variationer og gennem arbejdet numre. Man kan hører fra start til slut, at her er tale om et band som kan deres kram. Der spilles hurtigt og præcist, musikken skifter hurtigt og man er med hele vejen. Jeg er helt enig med anmeldelsen her på heavymetal.dk.
8 store hoveder fra mig!! Tæt på 9, men der mangler forsangeren lige det sidste. Han er nok det svageste led her, men konklusionen er klar: KØB!!!! og det kan kun gå for langsomt.
Jesper Beck gav Revocation - Deathless 8/10.