Storslået og eminemt progressivt og symfoniske værk, med et hav af musikere
Reign Of The Architect startede i 2008, som et samarbejde mellem guitarist Yavel Kramer fra det anderkendte israelske metalband Amaseffer, den mexicanske trommeslager Mauricio Bustamante, og israelske Yotam "Defiler" Avni (Prey For Nothing) som skrev den grundlæggende historie til sci-fi konceptalbummet, der blev til debutalbummet Rise. I 2010 begyndte indspilning af albummet, der endte med at blive kæmpe arrangement, med at hav af musikere bagved, bl.a. bassist Mike LePond (Symphony X), keyboardspiller Joost Van Den Broek (Ayreon, After Forever) og sangere fra alverdens genrer som Jeff Scott Soto (Yngwie Malmsteen, Journey, Queen Extravaganza Tour), klassisk sopran Adva Kramer og jazz-pop sangerinde Grace Hannah m.fl. Med sådan en kæmpe samling af både kendte og ukendte musikere lykkedes det at samle et live band som turnerer. Efter næsten 5 års arbejde og 6 måneders turné udkom albummet Rise.
Rise er en fabelagtig gennemført plade, som virkelig inkorporerer de mange musikeres baggrund. Der er storladne klassiske stykker med masser af strygere, som ligeså vel kunne være filmmusik, latinske rytmer drysses ned over hist og her, stille og sørgmodigt, og tungt og kraftfuld, flotte soloer, og de mange sangere bringer alle deres elementer indover, fra stor skønsang, til det rå og det growlede. Ingen numre er ens på dette lange album, hver skæring har sin karakter. Der er ofte stor forskel fra et nummer til det næste; et kan være hårdt og næsten brutal, det næste skifter til det atmosfæriske og sørgmodige, til kæmpestore klassisk inspirerede dele. Selv det instrumentale "The Green Flame" fungerer. Derudover er albummet utrolig velproduceret, der er ikke det instrument som ikke passer smukt ind i lydbilledet.
Der ikke mange fingre at sætte på Rise. Det skulle lige være at sangerne ikke altid er de stærkeste, men det er meget lidt de falder fra. Historien er også svær at følge, hvis man ikke anstrenger sig for at lytte til teksterne, da numrene skifter så meget, og der er så mange karaktere med. En sidste ting jeg godt kunne tænke mig; de første tre numre glider smukt over i hinanden, det ville have været helt fantastisk hvis hele albummet gjorde det.
Rise kræver din opmærksomhed og din tid, og tager den også uden problemer. Dette kæmpe progressive og symfoniske projekt er eminent og vellykket. Som klassiske symfonier kan man godt plukke enkelte gode stykker ud, men pladen fortjener at blive hørt i sin helhed. Så riv 65 minutter ud af kalenderen, og giv dig den gave at lytte til Reign Of The Architect.
Der er desværre ikke en hel video at finde, men denne trailer giver et billede af mangfoldigheden på albummet.
