Hvem siger, at progressiv metal partout skal lyde som Dream Theater? I hvert fald ikke australske Hemina, der på deres debut-album Synthetic giver deres helt eget bud på, hvordan progressiv metal kan lyde.

Det komplekse er der, som jo hører sig til i progressiv metal, og lytteren bliver bestemt ikke snydt for skæve taktarter, komplekse sangstrukturer, episk stemning, lange numre med lange instrumentale stykker og masser af skift; dette er bestemt musik, hvor det lige så meget er hjernen, som hjertet, der driver værket.

Men Hemina adskiller sig på Synthetic fra mange andre progressive metal-bands ved ikke at være hypertekniske i deres tilgang (bevares, deres musik er da mere teknisk end almen pop og rock-musik - lyt for eksempel til guitarsoloerne), og de trækker i lige så stor grad på udtryk og stemning samt dynamik mellem tunge stykker og mere bløde passager, der ofte bygges på ren eller ligefrem akustisk guitar. Denne dynamik virker ret fint - men, hvis man er til total brutalitet hele vejen igennem, vil det nok være lidt en turn-off.

Som hos så mange andre progressive metal-bands er keyboardsne ret dominerende i Heminas musik, men i stedet for at kaste sig ud i hyperblæret skalarytteri gør sanger og keyboardspiller Phillip Eltakchi mere brug af syrethed, og hans keyboardspil lyder ret inspireret af 70ernes progressive rock. Faktisk ville det ikke være helt ved siden af, hvis man beskrev musikken på Synthetic som en blanding af 70ernes Genesis og 90ernes Fates Warning (bobbet op med lidt groove og andre moderne elementer). Vokalen er forresten også ret imponerende på denne skive og i hvert fald ganske udtryksfuld. Til tider lyder sangen lidt som Ray Adler fra Fates Warning og til tider som Joey Tempest fra Europe. Der dukker også lidt growl op nu og da, og, eftersom alle bandets medlemmer kan synge, bliver musikken også beriget med forskellige sangstile i baggrundsvokalen.

Produktionen er selvfølgelig ikke rå, men modsat mange andre progressive metal-udgivelser, er den heller ikke ligefrem poleret, og dette passer egentligt ret godt til skivens generelle mørke og melankolske udtryk.

Er man til progressiv metal men foretrækker den lidt mere mørke ende af denne genre, så er Heminas Synthetic et godt bud på et album, der er værd at kigge nærmere på. Det er episk, stemningsmættet og ganske imponerende.