Tidløst og emotionelt
Tiden er måske det begreb, der har affødt flest ordsprog: Kvalitet tager tid, Rom blev ikke bygget på én dag, og hastværk er lastværk. Alle disse udtryk passer perfekt til Cistvaens debutalbum, At Light’s Demise, der udkom i april – hele otte år efter bandets dannelse. Jovist, de smed en EP på gaden i 2021, men det er tydeligvis ikke en Aston Martin-motor, der driver englænderne frem på countrysiden. Nogle gange tager perfektion dog tid, og det gælder også her – hvilket er grunden til, at anmeldelsen, selv seks måneder forsinket, stadig føles aktuel. For det fortjener At Light’s Demise. Albummet er intet mindre end et lille mesterværk, og de mange års ventetid er blevet forvandlet til en klangfuld, mørk og dybt melankolsk oplevelse, der mesterligt balancerer atmosfærisk metal og doom metal. Og navnet Cistvaen? Det betyder stenkiste – et passende symbol for en times musik i absolut mørke og håbløshed.
Huh? Lyseslukker.
Gruppen fra Devon – et navn der vækker genklang hos fans af klassiske krimifortællinger a la Agatha Christie – går direkte til stålet fra første sekund. Her er ingen forsigtige opvarmninger eller lange instrumentale introer; man kastes brutalt og nådesløst ind i Cistvaens dystre univers, hvor tremolo-riffs, hidsige blastbeats og en altomsluttende atmosfære straks sætter scenen. Atmosfære er nøgleordet, for Cistvaen mestrer kunsten at skabe præcis den stemning, de ønsker. Det ses især, når den akustiske guitar lejlighedsvis bryder igennem mørket som et glimt af det lys, vi forgæves søger, eksempelvis på ”Cessation of Hope”, hvor sorgen hjemsøger hver enkelt akkord. Udgivelsen er som skabt til en kold efterårsaften og er klart for fans af bands som Agalloch og sågar danske Sunken.
Et af albummets mest iørefaldende numre, ”The Epitaph”, placerer doom-metallen i centrum og væver et uundgåeligt net af desperation og overgivelse omkring lytteren – som en edderkop, der nægter at slippe sit bytte. Midtvejs ændrer nummeret dog fuldstændig karakter: Tempoet accelererer voldsomt, tremolo-riffs bryder løs som lyn fra en klar himmel og flår den opbyggede struktur i stykker. Det er kaos, alting vender på hovedet, og denne kontrast gør englændernes udgivelse intet mindre end spektakulær. For den er mange steder at finde. ”Cessation Of Hope” fortjener uden tvivl sin plads blandt årets bedste numre. Over ni minutter tager det lytteren med på en følelsesmæssig rejse gennem skrig, komplekse konstruktioner og betagende akustiske passager. Nummeret balancerer repetition og dynamik med en præcision, der sikrer, at det aldrig bliver monotont – og leverer et payoff, som mange doom-udgivelser oftest kun kan drømme om. Guy Taylors vokal er hjemsøgende og intens, især når den smelter sammen med den fremtrædende baslinje, der skaber den klaustrofobiske atmosfære. Kisteklar? Jo tak.
Den eneste anke ved albummet er afslutningsnummeret ”The Blind Observer”. Selvom det overordnet fungerer godt, mangler det den dynamik, der ellers kendetegner resten af udgivelsen, og det føles til tider lidt stagneret. Med en samlet spilletid på over en time på albummet kunne afslutningsnummeret have haft gavn af at blive trimmet med et par solide minutter for at bevare sin intensitet.
Dominerende og dramatisk debut
At Light’s Demise er uden tvivl den udgivelse, der – og nu snakker vi november – har vækket flest følelser i mig i år. Det er et værk, der balancerer nænsomhed og drama med kirurgisk præcision. Når guitarens melankolske undertoner griber fat, er der ingen vej tilbage. De tre sammenhængende numre ”Cessation Of Hope”, ”The Epitaph” og ”Time The Mournful” sætter standarden højt fra start og maler med doom-metallens mørkeste penselstrøg et maleri, man ikke kan slippe øjnene fra. Er albummet måske en anelse for langt? Jovist. Men det er en petitesse, der på ingen måde forringer, at dette er en af årets bedste atmosfæriske udgivelser.
