Agalloch - Marrow of the Spirits

Marrow of the Spirits

· Udkom

Type:Album
Genrer:Black metal, Folk metal
Spilletid:65:33
Antal numre:6

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: 8,5/10 baseret på 2 stemmer.

Agalloch er for mig et af de bands der fortjener en del mere opmærksomhed, end de modtager lige i øjeblikket. Bandet begyndte i 1995 som et Black Metal inspireret band, hvilket også skinner meget igennem i deres første demoer. Agalloch har igennem deres levetid vist sig at være i stand til at videreføre deres ideer ved at indbygge genrer som Folk, Post-Rock, Black Metal og Doom, og dermed gøre dem til en positiv oplevelse ved hver ny udgivelse. Viva Hate Records,, som også har meget undervurderede Pelican i deres stald, er selskabet der ligger bag Agalloch`s fjerde fuld længde udgivelse "Marrow of the Spirits".

Igen viser Agalloch hvor fantastiske de er til at inkorporere elementer fra mange forskellige genre. Skiven indeholder kun 6 sange, men med en spilletid på lidt over en time bliver der budt på guf for alle pengene. Skiven begynder med en klassisk Doom inspireret intro, der godt kunne vække minder om det gamle Ulver. Hvilket giver mening da bandet tidligere har udtalt at de er inspirerede af førnævnte band samt andre såsom Swans, Katatonia, The 3d and the Mortal og Godspeed You! Black Emperor. En violin og en bæk med fuglekvider er det første vi bliver lyttere til, dette virker meget typisk, men efter den knap fire minutter lange intro bliver man blæst omkuld af en musikalsk opfindsomhed, der efter min mening kan være savnet. På en time bliver du ført igennem alt hvad metal kan byde på hvis man ikke sætter begrænsninger på sig selv. Hurtige Black Metal passager, atmosfæriske lyd kollager, tonstunge Doom riffs, smukke akustiske sektioner giver denne skive så meget liv det gør ondt. Skæring nummer fire, "Black Lake Nidstang" er et godt eksempel på en sang der kan gå fra et næsten Drone lignende riff til akustisk skønhed over til My dying Bride Doom, videre til Post Rock for så at slutte af med Black Metal i fuldt firspring. Gruppen er gået så vidt som at benytte sig af et kranie taget fra en Hjort for at kunne frembringe en bestemt klikke lyd til et instrumentalnummer på deres andet album "The Mantle".

Skulle du være tilhænger af innovative bands der ikke træder tilbage for at bringe nyt ind i metal så er dette band et must for dig. "Marrow og the Spirits" er et af de bands du vil få mest udbytte af hvis du smækker dine hørebøffer på kraniet og så læner dig tilbage for at nyde godt af lækkerierne drengene fra Oregon byder på.

Tracklist

  1. They Escaped the Weight of Darkness (3:41)
  2. Into the Painted Grey (12:25)
  3. The Watcher's Monolith (11:46)
  4. Black Lake Niðstång (17:34)
  5. Ghosts of the Midwinter Fires (9:40)
  6. To Drown (10:27)