Nyt trusselsbillede på radaren
Vi taler i disse tider ofte om truslen ved det stigende vandspejl, og hvilken betydning det kommer til at få for befolkningen bosat ved vådområder og kystlinjestrækninger. Det er nu heller ikke uanselige vandmasser, der er løbet i Silkeborgsøerne, siden byens stolte sønner i Neckbreakker kravlede ind på bredden tilbage i 2020. Her er virkelig tale om en organisme, der har vendt hele evolutionstrappen på hovedet. Uden at have udgivet så meget som et eneste nummer har den purunge kvintet således allerede opnået adskillige bemærkelsesværdige meritter på deres vej op fra den dødsmetalliske undergrund: Turnéer med veletablerede navne som Crypta og Baest. Eftertragtede spots på flere velrenommerede festivaler, herunder Bloodstock, Hellfest, Summer Breeze, Sweden Rock, Roskilde og ikke mindst dette års udgave af Copenhell. Ringe i vandet af den størrelse har det med at skabe opmærksomhed højere oppe i fødekæden, og det nyslåede samarbejde med Nuclear Blast har altså nu manifesteret sig i det længe ventede debutalbum, Within The Viscera.
Young guns med ol’ skööl vibes
’Aldrig har en stortromme fået SÅ mange og hurtige prygl!’ … Gentagelse fremmer som bekendt forståelsen, og i den henseende kan jeg fra første færd kun istemme min måbende kollegas udbrud, da Neckbreakker sidste år flåede ZeBU fra hinanden under Copenhagen Metal Fest 2023. Anton Bregendorf er muligvis kun lige blevet gammel nok til at stemme og føre firehjulede befordringsmidler, men spiller allerede med samme energi og overbevisning, som var han en af genrens rutinerede ringrotter. Med rygraden på plads i produktionen fornemmer man dernæst blandingselementerne i gruppens medrivende versionering af ol’ skööl groovy death. Foruden at løfte arven fra Morbid Angel samt klassiske HM2-bands som Entombed, Dismember og Bloodbath finder vi også spor af melodic death, HXC og thrash.
Et af de vel nok mest centrale spørgsmål har kredset om evnen til at kanalisere den sprudlende energi fra livescenen over på album. Hvordan kommer den helt unikke nerve til sin ret, når man ikke længere bliver fodret af feedbacken fra de frådende masser, men i stedet må se sig hensat til lydstudiets noget mere trange kår? Elementært, om end ganske subtilt … ”Shackled to a Corpse” og især ”Nephilim” lægger således en ganske raffineret ’reverb’-effekt på Christoffer Kofoeds mikrofon, og for en stund mærker vi stemningen fra de små spillesteder. Som da Neckbreakker rystende nervøse åbnede for The Arcane Order på Radar i 2022 foran lige godt 100 mennesker. Within The Viscera er om noget et vidnesbyrd om den udvikling, bandet har gennemgået siden den råkolde februardag for små tre år siden, og selvsikkerheden lyser nu ud af et nummer som ”Purgatory Rites”. Begejstringen for Slayer anno midt-80’erne er bestemt heller ikke til at overhøre, når man lytter til leadriffet. Det er dog de fængslende temposkift mellem melodiske grooves og det brutale fundament, der tilsammen genererer en gedigen omgang øreguf.
Ja, de gæve gutter fra bilernes by synes på det nærmeste at kunne gå på vandet. Hovmod står dog ofte for fald, og skal vi på bedste jantelovsmaner finde håret i suppen, må dette søbe rundt i ”Unholy Inquisition”. Når vi har at gøre med så kompakte og insisterede lydflader som dem, Neckbreakker lægger for dagen, så ender kompositioner af knap syv minutters varighed med at presse citronen unødigt. Alting med måde, gutter! Man kunne måske også godt argumentere for, om ikke ”Face-Splitting Madness” burde have byttet plads med publikumsfavoritten ”SILO”, der aktuelt lukker sætlisterne. Dybere og drøjere vocal grooves såvel som gyngende guitarhooks skal man vel helt tilbage til for længst opløste The Burning for at finde. Her får vi en ægte encore-oplevelse, der nærmest oser af helikopterhår, fistpumps, circlepits og hvad dertil ellers hører af balstyriske bavianstreger.
Nakkeknæk og breakk!
Within The Viscera formår på imponerende vis at holde både damp og niveau oppe mere eller mindre fra start til slut. Elitære tunger vil sikkert hævde, at det her jo bare er bølledød med mic cupping. Og det kan såmænd også godt være, de set ud fra deres snævre doktriner har en pointe. For de af os, der vælger at anlægge et lidt mere åbent perspektiv, så er der sgu (undskyld mit franske) ikke så lidt charme, personlighed endsige autenticitet at spore. Produktionen er knivskarp, men tillader stadig lytteren at nyde de små nuancer, der ligger gemt på instrumentalsiden såvel som i Kofoeds vokalspor. Neckbreakker er og bliver dog først og fremmest et liveband, hvorfor jeg kun kan anbefale at trodse den snigende vinterkulde, når silkeborgenserne sammen med ROT AWAY lægger vejen forbi VoxHall og Pumpehuset henholdsvis den 7. og 14. december. Stort og velfortjent tillykke med debuten, drenge, og rigtig god vind fremover.
