Axel Rudi Pell - Risen Symbol

Risen Symbol

· Udkom

Type:Album
Genrer:Heavy Metal, Power metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Langtidsholdbar heavy

Tilbage i juni udgav tidligere Steeler-mesterguitarist Axel Rudi Pell sin 22. plade, Risen Symbol. Soloprojektet har været aktivt siden 1989 og har siden da udgivet den ene plade efter den anden – blandt andet klassikerne Between The Walls, Oceans Of Time og Black Moon Pyramid, der hører hjemme på enhver heavymetalentusiasts CD-hylde. Lad os nu se, om Risen Symbol også kan finde en plads blandt dem.    

Bedstefar med slag i

Risen Symbol indledes af det lidt under to minutter lange instrumentalnummer “The Resurrection”, der med sagte orgeltoner sætter stemningen for pladen. Eller gør det? For overgangen mellem denne og anden sang, “Forever Strong”, er noget usammenhængende, og man spørger sig selv, om det virkelig var nødvendigt med den intro. Lydmæssigt byder “Forever Strong” dog på en masse solidt guitararbejde fra manden selv og en vokal leveret af Johnny Gioeli, der bare fungerer. Det er sådan set også tilfældet på det efterfølgende nummer, “Guardian Angel”. Omkvædet skurrer dog i den grad i undertegnedes ører, da antallet af stavelser i teksten er for højt i forhold til takterne i musikken, så det kommer dermed til at lyde ufattelig bøvet.
Derimod er femte nummer, “Darkest Hour”, helt igennem vellykket og fremkalder med sin let tilgængelige 1980’er-midtempostil en form for nostalgi uden at blive til en omgang kedelig og forudsigelig bessefarrock. Efter en sådan skæring kommer den lidt over ti minutter lange “Ankhaia” lidt som en overraskelse. Jeg må ærligt sige, at den tidlige Rainbow-agtige form med sin langsomme fortællestil og facetrige komposition med en masse twists and turns kom lidt bag på mig. Det er slet ikke, fordi det er en dårlig sang. Den passer efter min mening bare ikke til resten af pladen og ødelægger det ellers gode flow med lyttevenlige stampere en smule. Risen Symbol bliver således lidt inkonsistent i udtrykket, hvilket er en skam.

Musik for gamle røvhuller

Alt i alt har vi at gøre med en fin plade, der måske kunne trænge til en lille opstramning hid og did. Ud over det er Risen Symbol en plade, der ikke kun vil falde i god jord hos inkarnerede fans af Axel Rudi Pell, men også generelt hos lyttere af både 1980’er-heavy og dem, der godt kan lide enkelte reminiscenser fra de gode gamle dage, uden at det hele bliver for støvet. For denne anmelder er albummet dog for usammenhængende til, at det kan opnå en plads i undertegnedes CD-samling.

Tracklist

  1. The Resurrection (Intro)
  2. Forever Strong
  3. Guardian Angel
  4. Immigrant Song
  5. Darkest Hour
  6. Ankhaia
  7. Hell`s On Fire
  8. Crying In Pain
  9. Right On Track
  10. Taken By Storm