Razor Fists andet album, Metal Minds, er helt klart bedre end debuten Razor Fist Force. Alting hænger simpelthen bedre sammen på denne toer, hvilket primært skyldes mere modenhed og en bedre produktion. Razor Fist er en del af den thrash revival bølge, som skyller ind over USA i disse år. Det vil sige, at de tilhører gruppen af unge thrashbands som Municipal Waste, Bonded By Blood og Mantic Ritual. Razor Fist forsøger dog primært at gengive lyden af speedmetal, sådan som den lød tilbage i begyndelsen af firserne. Det er nok mange, som vil have svært ved at tolerere TK Xanax lettere hysteriske vokal (han skriger simpelthen hele tiden), men for andre vil det netop være det, som får bandet til at skille sig ud fra mængden. I længden bliver hans meget skingre sangstil dog en smule trættende, mest fordi hans stemme simpelthen ikke er god nok. Musikken er til gengæld herligt eksplosiv og "In your face" agtig. De her drenge kan sgu deres kram, hvilket bedst kommer til udtryk på numre som Fury of the Warrior, Thirst For Disaster og Loud Into the Night. Og så har de en fandens energi og karisma. De kender simpelthen kun to hastigheder: hurtigt og endnu hurtigere. Metal Minds er en af den slags plader, hvor ens umiddelbare begejstring er stor, men hvor man desværre også ret hurtigt mister interessen igen. Det største problem er at sangene let flyder sammen for én, hvilket primært skyldes alt for få temposkift undervejs. Samtidig er forsangerens vokal et problem, fordi den er så hysterisk og fordi han synger en smule falsk. På en måde kan jeg godt lide Razor Fist og deres forsøg på at videreføre speedmetalånden fra 1980’erne, men der findes bare så mange bands fra dengang, som har gjort det bedre. Sammenlign f.eks. med Watchtowers 1985’er mesterværk Energetic Disassembly og I vil kunne se, hvad jeg mener. Razor Fist ender derfor på karakteren 70 % for et fint forsøg. Der er bare et stykke vej op til de gamle mestre.