Doom metal er en af de ældste genrer inden for metalmusikken siden Black Sabbath udgav deres debutalbum i 1970, og Witchfinder General og St. Vitus fulgte op på den tunge, depressive musik. Der er over tiden udviklet en del undergenrer af doom metal fra death doom over drone doom, avant-garde doom, gotisk (doom) metal og stoner doom til funeral doom og så videre. Alle disse afarter har tilføjet doom metal en masse interessante ting, og det kan man ikke løbe fra.
Men lad os glemme alt om disse undergenrer af doom metal i en 46 minutters tid, mens vi lytter til chilenske Processions debut-album "Destroyers of the Faith". Her er nemlig tale om gammeldags, uspoleret (og upoleret), traditionel doom metal med guitar/bas/trommer-instrumentation, udtryksfuld vokal, simple riffs og langsomt tempo. Procession formår - næsten uden hjælp af keyboards, samples, violiner, kor, og hvad der ellers er blevet brugt i meget andet doom metal igennem tiderne - at skabe en melankolsk dommedagsstemning med blot den traditionelle rock-instrumentation. Det er kun i slutningen af pladens afslutningsnummer "White Coffin", at der gøres tydelig brug af koragtige effekter for at runde af på 46 minutters trist doom metal (og i doom metal er tristhed jo en god ting).
Jeg synes, at pladen lægger stærkt ud med den korte introduktionsagtige "Hyperion", der glider over i titelnummered, som, efter doom-standard, er lidt af et uptempo-nummer, der leder tankerne lidt hen på Candlemass og Count Ravens hurtigere sange. "The Road to the Gravegarden" lægger også stærkt ud med et langsomt, forpint og deprimerende ærketypisk doomriff a la tidlig Cathedral, men jeg synes, at resten af nummeret er af vekslende kvalitet og desværre hældende imod at være uinspirerende og kedeligt. Det rådes der dog bod på med "Chants of the Nameless", "Tomb of Doom" og "White Coffin", der alle tre er pragteksemplarer på, hvordan traditionel doom metal lyder, når det er bedst.
Produktionen lyder lidt skramlet til tider, men ellers er der en fyldig lyd på både guitar og trommer - og specielt trommernes fyldige og tykke lyd passer perfekt til bandets stil. Jeg kan forestille mig, at det ikke er alle, der vil synes om sanger Felipe Plaza Kutzbachs stemme, og nogle vil nok finde, at den nærmest lyder lidt komisk, men jeg kan godt lide hvor udtrykstfuldt, han synger. Derfor synes jeg, det er lidt ærgerligt, at vokalen fylder så lidt i lydbilledet, som den gør. Der kunne godt have været mere volumen på i forhold til instrumentationen.
Procession er ikke specielt originale eller nyskabende, på dette deres debutalbum, men det, tror jeg, heller ikke er meningen; jeg tror, de har sigtet efter at lave gammeldags traditionel doom metal med klare referencer til Count Raven, Candlemass og St. Vitus og lignende bands. Og det, synes jeg, de gør ret godt.
Jeg glæder mig til at høre fremtidige output fra dette lovende band.
