Typisk tortur
Grindcore er ikke en genre for alle. Det er larm, det er kort, det er voldsomt og det er en lille smule ulækkert. Grindcore er forbudt for folk under 18, vammelt, blodigt og sjovt. Amerikanske Pig Destroyer er et af de mest prominente grindcore-bands på scenen, og de har netop udgivet deres sjette album, Head Cage, et torturinstrument fra middelalderen. Head Cage er ikke et typisk grind-album, men fanger det alligevel lytterens hoved i Pig Destroyers univers?
Disney, grim vokal, slanger og bas
Grindcore har det med at låne materiale fra forskellige steder: gyserfilm, videospil, endda også børnefilm, og der er Head Cage ingen undtagelse. I introen til ”The Tunnel Under the Tracks” afspilles noget, der lyder som soundtracket til Disneys Lady og Vagabonden med en voiceover af rar kvinde, der fralægger sig alt ansvar. Derefter bryder tracket ud i et kaos af diverse alarmer, hvilket er et tilbagevendende tema gennem hele albummet.
Grindcore har det også med at være ultrakorte numre med utroligt mange blastbeats. Det finder man dog ikke meget af på Pig Destroyers sjette hjertebarn, hvor bandets sangskriver, Scott Hull, havde besluttet sig for at lave et helt album uden blastbeats. Til gengæld kan man finde både rene vokaler, almindelige rockrytmer og rock’n’roll-trommer black metal-lignende introer og en grindet, grim vokal.
Det med de korte sange har bandet også fraskrevet sig lidt. Gennemsnit grindcore-sangen er cirka 30 sekunder lang, men størstedelen af sangene på Head Cage er omkring de to minutter. Sidste sang, ”House of Snakes”, skiller sig dog meget ud med sine hele 7 (!) minutter og 8 sekunder. Sangen er en autobiografisk gyserhistorie om et indbrud i et gyseligt hus fyldt med slanger.
Bandet har ikke udgivet et fuldt studiealbum siden 2012, men de har ikke brugt tiden på at ligge stille. De har derimod brugt tiden på at udvide bandet med en bassist for allerførste gang i bandets diskografi: John Jarvis, fætter til trommeslager Adam Jarvis. Og det virker! For at holde fast i førnævnte ”House of Snakes” har sangen en fast, pumpende bas, som lægger en fed understøttende bund til resten af instrumentaliseringen.
Gæstevokaler er også at finde på albummet. Både Katherine Katz og Richard “Grindfather” Johnson fra Agoraphopic Nosebleed er med på henholdsvis ”Terminal Itch”, ”Concrete Beast” og ”Army of Cops”.
Enestående dissonans
Grindcore er stadig ikke efter Head Cage blevet en genre for alle, men den er blevet bredere, og bandet lykkes med at indespærre lytterens hoved i universet – dog ikke 100 % af tiden.
Albummet er et klart eksempel på bandets udvikling og også på genrens udvikling. Her er lidt til en hver smag: dissonans, korstemmer, velfungerende bas, længere sange, og alt i alt er Head Cage bare anderledes. Det er relativt enestående, og bandet har gjort en indsats for at vise sig selv endnu mere i deres musik, end dengang de skulle vælge mellem at hedde Cop Killer eller Pig Destroyer.
