Norske Pica Fierce har selv produceret og udgivet deres selvbetitlede debutalbum, der er fyldt med en solid blanding af thrash og progressiv dødsmetal.
Bandet omtaler selv deres stil som "no trends, no bullshit. This is pure metal". Og jo, der er da også mange referencer til klassisk 80’er-thrash som Metallica, Megadeth og Slayer, som bliver nævnt i det medfølgende informationsark, men der er samtidig masser af strukturel variation i arrangementerne og flere meget melodiske instrumentalpassager, f.eks. på "The Weight of Condemnation" og "Blindead". (Andre af bandets erklærede inspirationskilder, som f.eks. Cynic og Death var vel egentlig også ret progressive i stilen og ikke "ren metal".)
Pica Fierces musik er tight og velspillet, men mens den instrumentale side af sagen er glimrende og gennemtænkt, er det som om, bandet ikke helt har fundet deres ståsted, hvad vokalen angår. På åbningsnummeret, "Decadence", er vokalen indimellem nærmest Ministry-inspireret, andre steder på albummet growles der, andre steder er der blackmetal-hvæsen, på "Consumers Consumed" er der sågar lidt Mastodon-inspiration et enkelt sted. Selv samme nummer rummer samtidig albummets værste øjeblik, et forfærdeligt falsk sunget kor (jeg tænker på "I see the dawn of awakening / I see a new way of life…"-passagen).
En del af numrene på albummet har været udgivet før af bandet på små demoer – om "Consumers Consumed" er et af dem, ved jeg ikke, men det kunne godt tænkes, at de tvivlsomme passager, der indimellem forekommer på albummet, bl.a. på dette nummer, er nogle Pica Fierce har oparbejdet en forkærlighed for gennem flere år. Måske vil det hjælpe på bandet at få en ekstern producer ind over på næste album. Det fortjener de i hvert fald at få støtte til, for musikalsk er bandet generelt ganske imponerende.