Tyske Perzonal War har her begået deres sjette album. Jeg har ikke hørt de foregående skiver igennem, men at dømme ud fra de gamle numre, man kan høre på bandets Myspace-side, er der ikke sket så forfærdelig meget nyt på "Bloodline". Her bydes kort fortalt på energisk thrash med rødder i gammel Metallica, men med en mere melodiorienteret, ren vokal. Enkelte steder stikker der elementer ud af melodisk powermetal, andre steder af moderne melodød, men der er aldrig tale om noget, der for alvor bryder den overordnede stil. Der er dog en udvikling at spore igennem albummet. Fra de første par numre, der er forholdsvis old school thrash, bevæger bandet sig gradvist mod mere moderne terræn.

Numre som "Two Borders" og "Infected Choice" tangerer et energiniveau, der sammen med den omringende atmosfære nærmer sig Strapping Young Lad-terræn, men det er kun i kortere perioder. "Dying Face" har en mere pompøs In Flames-agtig lyd, mens "New Confidence" med lidt god vilje kunne kategoriseres som progressiv powermetal, i hvert fald hvad kombinationen af hurtige trommer og højtflyvende, halvpoppet omkvæd angår. Den efterfølgende "More than a Day" bringer bandet tilbage til en mere powerthrash-orienteret stil, der både peger i retning af Nevermore og ældre Metallica. Albummet får dog lov at slutte med den langsomme, pompøse, nærmest powerballade-agtige "Same Blood".

Perzonal War er dygtige musikere, og "Bloodline" er generelt et kvalitetsprodukt, men jeg savner noget mere harmonisk variation. Albummet kører efter min mening akkordmæssigt for meget i tomgang, ja faktisk forekommer melodierne mig også ret ensformige, hvis man sammenligner numrene indbyrdes. Det gør, at den gode energi, der ellers er flere steder, ikke smitter mig i helt så høj grad.