Periphery Periphery ll
Amerikanske Periphery er endelig tilbage med opfølgeren til deres meget roste debutalbum. Kendetegnet ved Peripherys musik er, at bandet er drevet af præcise guitarrifs og trommebeats ala f.eks. Human abstract, Mars Volta, Protest the hero og Meshuggah; dertil har de tilsat masser af fede melodier ala f.eks. Oceansize og Linkin Park; og sidst men ikke mindst, har de en sanger som på fænomenal vis varierer mellem ren sang, skrig og growl.
De enkelte skæringer på den her plade fremstår homogene i sit udtryk: Hvor guitarspillet måske var en anelse for tendentiøst på selve debutpladen – debuten var på mange områder meget teknisk nørdet – så har Periphery skruet lidt ned for guitarsnobberiet, og lagt mere vægt på melodien. Dermed ikke sagt at det tekniske apparatus er lagt på hylden, men man har tværtimod bare formået, at inkorporere det tekniske flamboyante rytmespil med melowness og flere progressive emotionelle elementer.
Ligesom musikken, så fejler produktionen på den her plade intet. Samtlige instrumenter er hørbare, og hvor det forrige album måske var en anelse for klinisk i produktionen, så er der på denne her plade skruet op for bassen – hvilket klæder den her plade meget. Der er også igen blevet plads til en del sampling og Electronics; hvilket er med til at transcendere de massivt drevne guitarriffs og den distinkte sang på fænomenal vis.
Peripherys nyeste album er uden tvivl et fedt album; og på mange områder også et mere personligt album netop fordi de også finder inspiration i den gode sangmelodi. Kompositorisk bevæger vi os stadig på et meget højt teknisk plan, men ikke desto mindre, så er den tidligere Meshuggah - agtige lyd reduceret væsentligt og det kan måske blive Peripherys achilles hæl for det elitære publikum? En anden form for achilles hæl er måske også selve spilletiden ?: Periphery kunne måske godt have reduceret det musikalske arrangement i sin helhed, således at man også mod slutningen af albummet kunne fastholde sit publikum i et solidt fast jerngreb – det er som om at man kører lidt i ring.
Nu er det naturligvis altid et individuelt spørgsmål om hvorvidt man i det hele taget syntes om den nye musikalske drejning – hvis der i det hele taget er tale om en ny musikalsk drejning?: Personligt er jeg nu godt tilfreds med den nye drejning, da pladen netop har fået et mere personligt ansigt – hvor der er skabt plads for små eksperimenter, som sammen med den gode melodi transcenderer Peripherys tidligere kompositoriske grænser, og i sidste ende måske gør den her plade mere lyttervenlig for masserne end som tidligere?
Tracklist 01 – Muramasa 02 – Have a blast 03 - Facepalm mute 04 - Ji 05 - Scarlet 06 – Luck as a constant 07 – Ragnarock 08 – The Gods must be crazy 09 – Make total destroy 10 – Erised 11 - Epoch 12 – Froggin Billfish 13 – Mile zero 14 - Masmune
