De amerikanske progrockere i Periphery er på gaden med hele to album. Første skive hedder Juggernaut: Alpha.
Djentpionerer med en historie at fortælle
Periphery har eksisteret siden 2005 og har efterhånden oplevet en del udskiftninger i lineuppet. I dag er det kun guitaristen Misha Mansoor, som kan prale af at være eneste tilbageværende oprindelige medlem. Bandet er blevet beskrevet som en af pionerene bag djentgenren. Juggernaut: Alpha indeholder da også en masse af denne særlige djentlyd, som bedst kan beskrives som dybe riffs, der gentages over en synkoperet rytme. Vi har på hm.dk tidligere anmeldt to af bandets skiver, Clear og Periphery II. Den ene fik karakteren 2/10 med begrundelsen, at vokalen var for poppet, og djentlyden kedelig. Periphery II derimod fik 9/10 og blev bl.a. rost for en høj teknisk snilde og gode sangmelodier.
Dobbeltalbummet er et konceptalbum, som fortæller historien om fødslen og genfødslen af en mand, der er fanget mellem godt og ondt, rigtig og forkert. Første del Alpha fokuserer på hovedpersonens historie og udvikling.
Progrock med djent og en vokal fra tusindeskiftet
Juggernaut: Alpha er et af den slags album man enten elsker eller hader. Musikalsk er vi ovre i den progressive rock med storladne melodiske elementer og masser af djent. Pladen er smukt bygget op og er fuld af stemning og følelse. Juggernaut: Alpha kræver opmærksomhed fra lytteren, hvilket pladen også fortjener med al den tekniske snilde, som musikerne tydeligvis har lagt for dagen. Det skelsættende punkt er imidlertid vokalen.
Vokalen skifter mellem at minde om Linkin Park ved at være clean og følelsesladet til at gå over i en mere metalcore, skrigende vokal. Det er dog den cleane vokal der har overtaget, hvilket i mine øjne ikke er det bedste valg. Jeg trækkes for meget tilbage til New Metal-epoken fra tusindeskiftet, og jeg synes, vokalen er med til at ødelægge albummets ellers tekniske og velspillede numre. Derudover er der djentelementerne. De er med til at skabe en drømmeagtig atmosfære og giver skiven vildskab, hvilket klæder den godt. Jeg ville ønske, at bandet gjorde brug af endnu mere vildskab, da lyden bliver for poleret i mine ører. I det hele taget er Juggernaut: Alpha et album, som desværre ret hurtigt ryger over i glemmebunken, og det er synd.
Teknisk gennemført men for lidt vildskab
Alt i alt er Juggernaut: Alpha en ok skive, som har fine momenter, som aldrig rigtig imponerer og fastholder lytteren. Teknisk er skiven veludført, men der mangler vildskab, og vokalen ender i sidste ende med at irritere mig. Er man til progressiv rock er pladen et tjek værd, men det er ikke den, som får mig til at tørste på mere af dén genre.
