Manden, myten, multitalentet Devin Townsend sætter atter kurs mod stjernerne

Out of this world

Verdens måske travleste mand, Devin Townsend, har endnu en gang vredet hjernen, og dette har resulteret i Transcendence – et album, der, taget Townsends bagkatalog i betragtning, har særdeles store sko at fylde ud. De fleste kender ham nok som primus motor i bandet Strapping Young Lad, men Townsend har også haft – og har stadig – en heftig solokarriere, der bl.a. har affødt alien-mesterværket Ziltoid the Omniscient fra 2007.

Hold tungen lige i munden

Efter ganske få minutter – måske sekunder – i selskab med denne skive blev jeg både lamslået og forpustet, overvældet af dens bombastiske storhed. Det kræver virkelig noget af lytteren at give sig i kast med denne mastodont af et prog-album, for hvor er der dog – som sædvanlig, når vi snakker Townsend – mange indtryk at holde styr på. Jeg skal gerne indrømme, at det tog mig lidt tid at afkode, hvad det egentligt er, der foregår, men heldigvis fandt jeg løsningen, og den er meget simpel: Sæt dig ned, sluk mobilen, luk øjnene og lad det hele synke ind – for det er pokkers smukt!

Det er ikke decideret tung musik, den kåde canadier og venner smider efter os på dette album, men den er kompleks og meget interessant at lytte til. Townsends famøse ’wall of sound’ er atter at finde på denne plade, og der dukker konstant nye, spændende ting frem. Det er en dejlig mikstur af progressiv rock og metal tilsat orkestrale samt mere eksperimenterende elementer, og der leges med forskellige strukturer, lag, instrumenter og vokalføringer.

En stor kvalitet på det overordnede niveau er, at sangene så at sige flyder sammen; det ene nummers slutning bliver det næstes start. Dette gør, at gennemlytningen bliver én kontinuerlig oplevelse uden pinlig tavshed mellem numrene – noget, flere bands burde gøre sig i. De enkelte numre er – prog’en tro – forholdsvis lange, men dette føler man faktisk ikke. Man lader sig derimod rive med af den episke stemning og de til perfektion håndterede instrumenter.

Hvad, der dog forekommer mig lidt mere underligt, er valget af åbningsnummer. Her har Townsend og co. valgt at lægge ud med en revideret version af ”Truth”, der oprindeligt var at finde på Infinity-albummet fra 1998. Det lyder skidegodt, men jeg forstår bare ikke, hvorfor den er der. Vælger man at genindspille en sang – og endda indlede sit nye album med den – skal den dæleme bidrage med noget nyt og relevant. Det gør ”Truth” anno 2016 altså ikke. Øv.

Første single, ”Failure”, derimod, er et fantastisk nummer med masser af atmosfære, en djent-agtig rytmeguitar, solidt trommespil og en virkelig flot guitarsolo, man aldrig bliver træt af at høre. Som femte skæring i rækken raser min personlige favorit, ”Higher”, der starter stille ud – og nærmest lyder som et dæmonisk kirkekor – men senere udvikler sig til at være et af de tungeste numre på skiven. Godt med dobbeltpedal, dramatisk opbygning, passioneret vokal og glimrende guitarspil – ja, tak!

Kan man få for meget af det gode?

Man bliver sjældent skuffet over noget, mastermind Townsend har været indblandet i, og dette album – som han jo altså ikke bare har været indblandet i – er bestemt heller ingen skuffelse. Det er en fantastisk progressiv rejse gennem tid og rum, og jeg kan næsten ikke få armene ned over, hvor fedt det er. Og dog. Kender du det, når det hele bliver lidt for meget ’over the top’? Sådan har jeg det efter en håndfuld afspilninger. Der er skruet op for alle parametre, og resultatet er meget voldsomt og overvældende – hele tiden. Jeg mangler et pusterum. Ikke desto mindre er Transcendence et fremragende album, og det fortjener hele 8 kraftfulde kranier.