I virkelystens vold
Jeg var temmelig begejstret, da Panzerchrist i sommeren 2023 lancerede et længeventet comeback til den danske metalscene med Last of a Kind, bandets første fuldlængdeudgivelse i mere end 10 år. Blot et halvt år efter udkom EP’en All Witches Shall Burn, og nu har den nyfundne skabertrang så atter fået afløb og manifesteret sig i endnu et fuldlængdealbum, Maleficium Part I. Albummet er den foreløbige kulmination på 18 måneders intense eksperimenter for Michael Enevoldsens entourage, og de har muligvis aldrig været bedre.
Synk eller svøm
Lad mig – i tekstuniversets ånd – starte denne anmeldelse med en tilståelse: Selvom Last of a Kind uomtvisteligt var et underholdende og gennemarbejdet album, så lod jeg mig nok rive en smule med i min begejstring over det nye, spændende udtryk, og fik givet Last of a Kind et kranie for meget. Som dagene gik, og ekkoet af Sonja Rosenlund Ahls tryllebindende besværgelser ebbede ud af min bevidsthed, sad jeg tilbage med en underlig fornemmelse af, at det hele var noget uforløst. Men samtidig kunne jeg ikke rigtig sætte en finger på, hvad det præcist var, der manglede. Heldigvis havde Panzerchrist alle svarene selv, og de svar bliver vi allernådigst skefodret med på Maleficium Part I, der på mange måder er en tilbagevenden til de gamle dyder for Panzerchrist. Bandet er nemlig lykkedes med at fusionere den onde stemning fra det forgangne album med tidligere tiders dødsmetalliske elementer, og dermed må jeg også trække mit postulat om, at bandets black metal-transformation blev fuldbyrdet på Last of a Kind, tilbage.
At der er rig mulighed for at blive radbrækket på alle led og kanter, bliver evident allerede på åbneren ”Blood Leeches”. Efter en minutlang intro bliver man grebet i arme og ben og trukket hen på pinebænken til et bagklæde af blytunge blast beats, nedtunede guitarer og Sonja Rosenlund Ahl, hvis vokal alene kunne få enhver gudfrygtig mand eller kvinde til at kradse øjnene ud på sig selv i ren og skær panik. Det står meget hurtigt klart, at Maleficium Part I generelt er et tungere album end sin forgænger. På skæringer som ”Sister Death”, ”Ritual” og ”Mist of the Moat” er det ren heksehammer til ansigt, hvor alt overflødigt fedt er skåret fra. Kompositionerne står knivskarpt med grooves, guitarsoloer, og utallige demonstrationer udi en af den atmosfæriske dødsmetals absolutte kardinaldyder: Evnen til at sænke og øge farten på de helt rigtige tidspunkter. ”I’ll give you something to confess, better do it now” vrisser Rosenlund Ahl på ”Confessions” med en appel, der får det til at risle koldt ned ad ryggen, og end ikke tusind besnøringer kunne holde mine nakkemuskler i ro. At Panzerchrist har genfundet kærligheden til de tunge våben i arsenalet, er dog ikke ensbetydende med, at de så har forsaget brugen af melodiske passager, der var så udpræget på både Last of a Kind og All Witches Shall Burn. Både ”Weak is the Flesh” og ”Savage Daughter” har nok isnende riffs og melankoli til at gøre enhver Dissection-fan varm om hjertet, og hvis dét ikke er nok til at få dig ud på kanten af stolesædet, så skal den eminente opbygning og temposætning på ”Curse of Desire” nok klare jobbet. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan hele instrumentalsiden oser af overskud, og særligt rytmesektionen har fået et gevaldigt nøk opad. Det hele virker slet og ret mere dynamisk og løssluppent end tidligere. Hvad kan så være forklaringen på det? Her bliver jeg nødt til at pege på tilføjelsen af den nye trommeslager, Ove Lungskov. Hvor i alverden har den mand været hele mit liv? Det tekniske niveau er tårnhøjt, og det er, hvad enten man vælger at fremhæve den helt igennem bestialske blast beat-teknik, de fremragende fills eller dobbeltpedalen, der hamres i bund med en sådan energi, at man skulle tro, at manden forsøger at hidkalde Belzebub til Jorden med stortrommens kraft alene.
På lyriksiden er der ikke sket de store revolutioner, i hvert fald ikke rent tematisk. Alle numrene omhandler stadig, i forskellige varianter, heksekunst, kvindeforfølgelse og brutale afstraffelsesmetoder. Er det ved at blive en lille smule ensformigt, her på tredje udgivelse i streg med det okkulte i centrum? Tja, det er nok en valid pointe, hvis man partout vil lege djævlens advokat. Det ville under normale omstændigheder også have været et større kritikpunkt herfra, men det bliver heldigvis overskygget af det faktum, at sangskrivningen bare er bedre og meget mere autentisk end tidligere. Hvor Last of a Kind føltes som historiefortælling, virker Maleficium Part I mere som en personlig fortælling, hvor spøg og skæmt er blevet afløst af selvsikker sårbarhed. ”Let your body rot aside mine” synger Rosenlund Ahl hen over en sørgmodig guitarpassage på ”Weak is the Flesh”, et nummer, som giver det sorgfulde en plads blandt al vreden, trodsen og hævntørsten. Indslag som dette er med til at give albummet et mere modent og reflekterende udtryk, hvilket er noget, jeg personligt har savnet på de øvrige udgivelser i Rosenlund Ahl-æraen. Det er modigt – og særdeles vellykket.
En gedigen dragt prygl til julesokken
Det kan godt være, at vi bevæger os ind i snapse-sæsonen, men du finder ikke stærkere sager i 2024 end dem, som Panzerchrist serverer på Maleficium Part I. Albummet er en kradsbørstig og tjæresort satan, hvor der både er ”quick fixes” til dem, der er på udkig efter øjeblikkelige ørehængere, og masser af dybde og lag til dem, der finder tilfredsstillelse i at dyrke alle nuancerne i bandets nyfundne legelyst. Chapeau!
