Samme kampvogn, ny besætning

Forandring fryder, siges det. Hvis dét står til troende, så har der været rigeligt at fryde sig over i de sidste 30 år for manden bag danske Panzerchrist, Michael Enevoldsen. Ikke mindre end 28 forskellige bandkompagnoner har han spillet sammen med siden bandets tilblivelse i 1993, og på Panzerchrists seneste udspil, Last of a Kind, har der atter været gang i stoledansen. Dette års vindere blev Frederik O’Carroll (guitarist, tidligere aktiv i bandet fra 2002-2006), Danni Jelsgaard (trommer, også kendt fra Vansind), samt Danny Pedersen (guitar) og Sonja Rosenlund Ahl (vokal), begge fra det hedengangne odenseanske dødsmetal-band Arsenic Addict, Med denne nye besætning har Panzergeneral Enevoldsen, der selv passer bassen, begået Last of a Kind – et album, der indeholder rigeligt med positive overraskelser, men som næppe vil falde i alles smag.

Kulsort krudt

Panzerchrist er lidt af en institution inden for dansk dødsmetal. Oprindeligt hidrørende fra den aarhusianske undergrund brød de for alvor igennem i 2003 med albummet Room Service, hvor det lykkedes bandet at perfektionere den plantegning, som succesen i de tidlige år skulle vise sig at blive bygget efter: kompromisløs, flænsende dødsmetal af den tungeste skuffe og et morbidt tekstunivers kredsende om krig og alle de dertilhørende rædsler. Den plantegning er imidlertid blevet krøllet sammen og smidt i skraldespanden på Last of a Kind, der er den første Panzerchrist udgivelse, der ikke beskæftiger sig med krigsførelse i traditionel forstand. Væk er referencerne til kampvogne, skyttegrave og duften af napalm om morgenen, og det samme er bombardementerne af blitzende power chords og  dobbeltpedal-smadder. Så hvad skyder kampvognen med i stedet? Det første forvarsel kan findes blot ved at skimte track-listen og albumcoveret. Med numre som ”My Name Is Lucifer”, ”The Devil’s Whore” og “Sabbath of the Rat” samt et logo, der har fået indarbejdet et bukkehoved, kræver det ikke en Ph.d. i religionshistorie at lure, at bandet har sadlet gevaldigt om. Last of a Kind handler måske ikke om krig, men det er dog en krigserklæring. En krigserklæring mod kristendommen, inkvisitionen og et kvindesyn, der kostede mellem 40.-60.000 kvinder livet alene i Europa. Set i dén kontekst er det ikke overraskende, at Panzerchrist på Last of a Kind har orienteret sig mere mod den sorte del af blackened death metal-nichen end tidligere. Med tremolo-riffs, dynamiske trommemønstre og flere melodiske passager har Panzerchrist sat det atmosfæriske element i førersædet; en udvikling, man allerede kunne se konturerne af på Regiment Ragnarok, men som er langt mere udtalt på denne udgivelse. 

Hvis karakteristikken ”atmosfærisk” imidlertid skulle foranledige nogen til at tro, at det er Hello Kitty Adventure Island, man sætter i ørerne, så tager man grueligt fejl. For de, hvis foretrukne rusmiddel er aggressivitet, kvælertag og mavepustere, så er der læssevis at finde på Last of a Kind. Lussingerne er bare mere afmålte og anderledes eksekveret, end hvad vi har været vant til fra Panzerchrists hånd, og en nødvendig konsekvens af, at bandet har valgt at prioritere en ondskabsfuld atmosfære over rå intensitet. De musikalske virkemidlerne er mange, og inkluderer blandt andet en ivrig brug af samples (hør blot introerne til ”The Devil’s Whore”, ”Baptized in Piss” eller den dybt ubehagelige ”Turn the Rack”), synthezisers/keyboard (titelnummeret og ”Juniper Creek”) og ikke mindst Sonja Rosenlund Ahl, der er perfekt castet som dansk metals Maren Splids. ”Suffer God’s wrath on the torture rack, while they prepare the fire for you Jezebel” snerrer hun på ”Turn the Rack”, og jeg tør godt vædde en plovmand på, at der ikke bliver fejret meget Sankt Hans hjemme på familien Rosenlunds matrikel. Hun veksler uden problemer mellem ”klassisk” raspende black metal-vokal og afgrundsdybe, gutturale brøl, og med hjælp fra rigelige mængder reverb-effekter får hendes vokal et nærmest dæmonisk udtryk, der klæder det ildevarslende lydtæppe glimrende. 

Kritikpunkter? De er få, men de er der dog. Jeg kunne personligt godt have tænkt mig, at der var blevet holdt lidt igen med brugen af samples. Effektfuldt i de rette doser, helt bestemt, men ikke alle musiknumre egner sig til en minutlang John Carpenter-medley, og navnlig introen på ”The Devil’s Whore” virker malplaceret. Derudover er der lidt for meget navlepilleri på ”Last of a Kind”, der med sine otte minutters spilletid er i hvert fald tre for langt, mens den ellers interessante ”The Fires on Gallows Hill” slutter ganske abrupt efter mindre end to minutter. Det ødelægger albummets rytme en smule, men er dog petitesser i det store billede. Der er masser af musikalsk kvalitet på Last of a Kind, og når man nu har besluttet sig for at bevæge sig væk fra den ”klassiske” slaghammer-dødsmetal kan jeg personligt godt lide den retning, som bandet har taget.

Vovet, men flot comeback

Som Regan MacNeils hoved i Exorcisten har Panzerchrist taget en 360-graders drejning på Last of a Kind, der på sin vis er en misvisende titel til en plade, der for oventegnede virker som en ”first of a kind”. Bandet har flirtet med den sortsmudsede del af dødsmetallen siden Soulcollector, men på Last of a Kind må man konstatere, at transformationen er fuldbyrdet. Men hvad er så dommen – fryder forandring rent faktisk? For alle dem, der godt kan lide intens, atmosfærisk blackened death metal, må svaret være et ubetinget ja. For dem, der sværger til Panzerchrists ældre bagkatalog, og håbede, at Last of a Kind ville blive en nostalgisk oplevelse, er svaret formentlig nej. Men uanset, hvad man isoleret set måtte mene om stilskiftet, så kan man ikke fornægte, at Panzerchrist har leveret et særdeles flot comeback efter mere end 10 års pause. Last of a Kind er et velproduceret, vellydende og gennemgribende ondt album, der både sætter nakkeskiverne i sving og holder Jehovas Vidner fra døren.