Uddøde arters musiksmag til 500, tak

Hvis man genoplivede uroksen, hvilken musikgenre ville så være dens favorit? Dette er muligvis ikke noget, specielt mange har undret sig over, men når man tænker på, at oksen opstod for cirka to millioner år siden og først uddøde i 1600-tallet, så kan kreaturet have lagt øre til mangt og meget. Alt fra stenalderens primitive stammerytmer over middelalderens hofskjalde til barokkens opera og klaverkoncerter har dyret kunnet høre. Men det kunne selvfølgelig også være, at oksen omfavnede den moderne tidsalder og ville have noget så langt fra det, den kunne have kendt? Eksempelvis aarhusianske Oxx og deres seneste plade The Primordial Blues er et godt bud på noget totalt urokseukendt.

Psykiatere burde have adgang til damptromler

For Oxx har absolut ingen referencer til uroksens levetid. Det ældste i bandets lyd er jazzede strejf, men ellers er vi ude i sludget mathcore, som ikke er bange for også at flirte lidt med post metallen.

Denne genrekombination giver Oxx' lydbillede en så ekstrem densitet og ustabilitet, at det mest af alt minder om beriget uran kun kølet af plastikkøleelementerne, vi alle kender fra madkassen. "The Coast" og "The Flagellant" er så beundringsværdigt kakofonisk math-jazz-sludgede og aggressive i udtrykket, at deres lige ikke findes, medmindre man arrangerer demolition-derby oven i Aarhus Jazz Festival. Dette lyder umiddelbart som noget, der burde resultere i Chernobyl 2: Electric Boogaloo, men ender med det stik modsatte. Oxx's rytmesektion styrter nemlig febrilsk rundt mellem pladens brændpunkter og finder altid de atomkerner, der er på nippet til at udvikle sig til en altødelæggende kædereaktion og sørger for, at de bliver tæmmet, og kaosset holder strukturen.

Når Oxx på "The Lake and Everything Around It" og "The Haruspex" overgiver sig til deres mere post-metalliske inspirationer, så får band såvel som lytter et tiltrængt pusterum, hvor man kan læne sig tilbage og nyde et iskoldt glas tungt vand. Oxx mestrer dog totalt at kreere verdens mest stressende pusterum. For nok sidder man og nyder de hypnotiserende, smukke og drømmende lydflader, men mathcorens skærebrænderriffs ligger konstant og minder dig om, at atomreaktoren snart skriger på flere køleelementer, inden helvede atter bryder løs. På det afsluttende titelnummer lader man dog afmagten over at være brandslukningens Sisyfos vinde og opgive ævred. Nummeret ruller knusende langsomt hen over lytteren, og bedst som det totale kaos står for døren, gør strygerne deres indtog og oversvømmer os med lykken over endelig at være fri for at være slave af den atomreaktor af sindssyge, vi alle bærer rundt inde i os.

Vi fejler jo alle sammen et eller andet

At sidde og pille enkeltnumre ud fra The Primordial Blues og drage paralleller til kernekraft er dog på sin vis meningsløst. For pladen skal høres som en sammenhængende postmoderne mursten, der bliver tyret direkte i ansigtet på lytteren, mens man er totalt opslugt af de sindssyge udstillinger på Museum Ovartaci. The Primordial Blues er i al sin tyngde og voldsomhed en plade, der kræver, at lytteren giver sig hen til dens abstrakte og sindssyge ideer, og først derefter bliver man belønnet med en dopamin-indsprøjtning større end det reneste

kokain.