Med en jernhård vilje
Orden Ogan har lanceret deres femte studiealbum, det tredje på blot tre år. Bandet har igennem flere år måtte bære mærkatet at tage over for Blind Guardian, og med Sebastian 'Seeb' Leverman bag næsten alt, hvad der sker i Frygtens Orden, er det tydeligt, at det er nu, tronskiftet skal ske. Med Gunmen vises det tydeligt, at det fire mand store band er i gang med en rejse langt ud mod vest, hvor støv finder vej ind alle vegne, og en mand kun kan stole på sin hest og sin seksløber.
Kan power være andet end drager og riddere?
Vi er, i power metal, vant til den episke fortælling om ridderen, der drager ud i vildmarken for at slå dragen ihjel, redde prinsessen og vinde det halve kongerige. Orden Ogan vælger at bryde med den tradition og drager ud på Vestens åbne prærie, hvor vi følger Vale gennem en verden af hævn, sorg og forløsning. Levermans lette vokal fører os gennem den ene episke fortælling efter den anden. Lige fra starten, hvor Vale lægger en by øde med mordet på sin forestående bøddel, inden han sværger at hævne sin elskede. Den typiske blanding af koret og en betagende frontvokal, der underbygger historien, giver os fortællingen, som er svær at slippe, når først man er kommet i gang.
Trommerne er optaget i en forlystelsespark, hvilket blot er en af de små, spøjse detaljer, som præger dette album. Det, at den gennemgående historie slet ikke omhandler de traditionelle fantasy-lignende eventyr, er en anden, og manglen på en egentlig ballade er en helt tredje. De snyder dog med ”Come With Me To The Other Side” hvor den typiske kvindelige vokal præsenteres af Liv Kristine og spiller an til netop en ballade. Den illusion brister hurtigt, da trommerne og guitarene bryder stilheden og kaster os videre ud på rejsen mod det uendelige.
Netop denne blanding af alle de kendte tricks i ærmet, blandet med denne nye western-verden, gør, at Gunmen træder uden for de normale rammer, og vi må se på det på en anden måde. En af de ting jeg synes fungerer rigtig godt, er opbygningen og sammensætningen. Der er kun tale om ti numre og helt uden den traditionelle ballade. Produktionen er helt, som den skal være, idet lyden står knivskarpt. Der er ikke noget at sætte på vokalerne gennem hele seancen, og guitaren spiller, som den skal. Det eneste aber dabei jeg har ved produktionen er trommerne. Selvom der er gjort meget ud af historien, synes jeg, de fader for meget i baggrunden flere gange.
Albummet rundes af med noget, der løst kan oversættes til ”the end crowns the work”, som jo må siges at være noget af et statement. Det er dog en fin afslutning, hvor vores hovedperson ender seks fod under jorden, stukket ned, skåret, kværket og fået huden skrællet af, inden han bliver brændt og hans aske spredt for vinden. Sådan! Der kan man tale om en episk power-afslutning.
De red mod solnedgangen...
Den moralske grundsten for Gunmen kommer netop i det sidste nummer, hvor der bliver sunget ”You decide how you meet the end of the course. Kings also rule the day that they die. Remembered as comets, not as dead rocks, a fire that scorches the sky”, hvilket gør, jeg slet ikke kan slippe, at der er nogen, der har hørt for meget Monty Python (kan man overhovedet det?) og haft noget inspiration fra Life of Brian. ”You know, you come from nothing - you're going back to nothing. What have you lost? Nothing”.
