Rhapsody of Fire

Dette band er vant til at spille for flere tusinde, og med de knapt 200 samlet på BETA var det med spændt forventning. Hvordan ville de reagere, og hvordan ville de tage imod den meget lille scene og de små omgivelser, hvor man stort set kan nå loftet, hvis man rækker hænderne i vejret?

Den første man ser så er ikke, hvad jeg vil kalde en typisk powermetal-musiker. Lettere anonym, med kort mørkt hår - de fleste tog ham vist for en stagehand. Men, hvor kan Manu Lotter altså leve et rum op med sine trommer og sætte dermed stemningen for en god koncert ved stille og roligt at bygge en atmosfære op med rolige trommer, for så senere at give dem tæsk i et sådan omfang, at stortrommerne kom på overarbejde.

Stille og roligt kom de andre på scenen, mens intensiteten i intromusikken steg, og til et brøl af rang, som 200 mennesker nu kan skabe, kom forsanger Giacomo på scenen. Og hér var den typiske powermetal-personage. Langt mørkt hår, pompøs attitude og et kæmpe smil. Jeg kunne ikke lade være med at tænke følgende lige dér: ”Det her bliver godt. Det her bliver episk” Og episk blev det.

Knapt var intromusikken slut, før de kastede sig ud i den ene klassiker efter den anden, hvor salen var særligt med på ”The March of the Swordmaster”, men det skal nævnes, at forskellen i intensiteten fra publikum heller ikke blev holdt tilbage, da ”Flames of Revenge”,”Dawn of Victory” og Holy Thunderforce” gjaldede gennem salen.

Godt en time skulle det vise sig, vi blev trakteret med denne hitparade, og salen blev oplyst af mobillys, da balladen ”The Magic of the Wizard's Dream” blev spillet som hyldest til den store Christopher Lee. Man kunne nemt fornemme på Giacomo, at denne sjæler betød meget for ham. Normalt er denne sang en duet, men han sang den alene, hvilket gjorde det hele lidt mere imponerende, end hvis de blot havde brugt Lee som baggrund.

På trods af, at denne konstellation kun har spillet sammen live i et lille halvt års tid, var det hverken til at se eller høre. Overgangene fra den ene sang til den anden var skarpe, samarbejdet om, hvem der skulle i fokus hvornår var, omend muligt, endnu mere knivskarpe, og ingen så ud til at blive glemt eller gemme sig bag noget udstyr, for der var simpelthen ikke plads til at gemme sig.

Rhapsody of Fire er vant til at stå på de store scener, men det var tydeligt at se på dem, at de nød den lille og kompakte scene. Flere gange blev mikrofonen ligefrem rakt til publikum, så de fik lov at synge en strofe eller to, inden Giacomo igen gav den fuld smadder. Ligeså kunne vi bagefter opleve på bassisten Allesandro, da vi tilfældigt mødte ham efter koncerten, at denne oplevelse tog ham tilbage til starten, hvor han, som ny musiker, spillede på alle de små scener.

Generelt var oplevelsen meget tæt på historisk på dansk grund. Med den lille, kompakte scene, det gode scenografiske arbejde i lys og lyd, de omfavnende italienske personager og imødekommenhed, der blev vist fra publikum, og med ”Emerald Sword” ender hele oplevelsen på otte store kranier.

8/10

Orden Ogan

De godt 200 mennesker på det meget lille BETA-sal viste sig hurtigt at være en varm fornøjelse, og med en tiltrængt pause, og en lille smule udluftning, var der en forventningsfuld stemning i den lille skare, der nu ventede foran scenen. I pausen efter Rhapsody of Fire var der næsten sket en hel udskiftning af publikum, idet første hold var trukket ud for at få noget at drikke, inden det gik løs igen.

Da Orden Ogan dukkede op på scenen med trommeslageren Dirk som første mand, kunne man dog i denne omgang godt fornemme, at scenen var alt for lille. Det virkede som om, væggene trak sig sammen omkring bandet, og det tilgængelige scenografiske oplæg begrænsede simpelthen den bombastiske måde, bandet fremfører deres musik. Det gjorde samtidig, at bandets medlemmervar lidt låste i deres positioner, og vi fik aldrig rigtigt et sceneshow.

Forventeligt gik der dog ikke længe,inden vi fik ”F.E.V.E.R” at høre, hvor den lille sal kom helt ud at gynge, så gulvet dansede med, og man et kort øjeblik var bekymret for, om interiøret skulle komme væltende ned omkring en. I samme kadence gik det gennem både ”Gunman”, ”Sorrow Is Your Tale” og ”Fields of Sorrow” for at ende hovedshowet med ”One Last Chance”. Som med Rhapsody var der gået næsten en time, hvilket publikum var ellevilde med. Dog var det svært at fornemme på forsangeren Seeb, om han var glad for oplevelsen eller ej, da han gennem hele koncerten slet ikke virkede nærværende. Optimalt ville konstellationen måske have været mere levende, hvis han blot skulle koncentrere sig om at synge.

Samtidig var det som om, at den type lys og lyd, de har været vant til at bruge på deres store scener, ikke fungerede i neddimensioneret størrelse. Det var som om, de lige skulle have et par numre til at få lyden til at passe sammen, og selvom de kom efter det, var den tunge lyd ikke passende på et så småt spillested. Hvor BETA er godt til intime rammer, virkede det som om, at Orden Ogans musik kræver så meget mere, for at kunne skabe den bedste stemning.

Lyset havde samme problem. Hvor det virkede fint i den forreste del af salen, gjorde salens størrelse, at kom du ned bagved, mistede du hele illusionen, der blev forsøgt skabt. Ydermere fik du kun den tunge tone i musikken og en til tider ukoncentreret stemmeføring. I flere omgange var det samtidig som om, Dirk på trommer blev hjemsøgt af et skævt bækken eller lignende, for der kom flere gange en mislyd fra trommedelen, som ikke passede ind i resten af rytmen. De fik det dog løst efter et par numre, så de fik en renere lyd.

I sidste ende skal alt jo slutte, men alt slutter ikke bare. Vi, som publikum, er blevet forvænt med ekstranumre, så der skulle jo selvfølgelig lukkes med et brag. Det blev der med ”We Are Pirates” og ”The Things We Believe In”, hvor publikum rigtig var med på dupperne, og der blev skrålet med til sidste øldråbe.

Og så ud af saunaen, gribe en kold pilsner i baren, ud i den friske efterårsluft til refleksion, hvor karakteren kun kunne falde på syv kranier, mest på grund af de små skæverter og ikke nærværende optræden.

7/10