Retstavning er en by i Rusland
Umlaut – eller omlyd som det egentlig hedder på dansk, har været brugt i metallen i hen og ved en menneskealder. Mötley Crüe, Queensrÿche og selvfølgelig Motörhead er bare få blandt et hav af andre bands, der har valgt at prioritere udtryk fremfor udtale. Men som nævnt er det jo en gammel nyhed, så i oprør mod det etablerede har en flok moderne bands valgt at voldtage korrekt udtale på deres egen måde – denne gang med bogstavet ø. Både i deres navn, som man ser det hos Nøthing Møre og Underøath, men også i pladetitler som Underøaths Ø og ep’en vi skal beskæftige os med i dag, Oceans’ We Are Nøt Okay.
Gode glimt er bare ikke nok
Men udover at holde liv i en trend, der giver mig lyst til at skifte samtlige vokaler i deres navn og ep ud med ø’er, så begår Oceans sig hovedsageligt i det tætbefolkede grænseland mellem metalcore og melodød. Dog med et lille twist af post-rock, hvilket bestemt gjorde bandets debut, The Sun and the Cold, til en af sidste års mere interessante udgivelser inden for genren. Som et lille ekstra kuriosum kan det tilføjes, at Oceans med We Are Nøt Okay prøver at sætte lidt mere fokus på depression og følgevirkningerne derefter. Et ganske nobelt foretagende, hvis man glemmer, at et Venn-diagram over metalcore temaer og synonymer for depression er besnærende tæt på en cirkel.
Gode takter blandet med ligegyldigheder er dog gældende for mere end bare ep’ens tematiske grundlag. Titelnummeret, der gæstes af Calibans Andreas Dörner, er veludført, men skabelonskåret metalcore med slå på tæven vers, storladne melodiske omkvæd og et afsluttende breakdown, der er cirka lige så interessant og langtrukkent som den gennemsnitlige tale til et guldbryllup. Derimod er ”Everyone I Love is Broken”, som gæstes af ingen ringere end Machine Head’s Robb Flynn, adskillige niveauer bedre, og står klart som ep’ens stærkeste nummer. Væk er den gennemsnitlige melodød/metalcore, og i stedet trækkes der inspirationer fra Breaking Benjamins store melodier tilsat en god portion atmosfæriske post-metal riffs. Det er i den grad de store armbevægelser, der er i spil, hvor melodierne giver de dybe følelser masser af plads til for alvor at vælte ud af kroppen. Så kan Hr. Flynn også se, hvad det er, de unge vil have, inden han giver dem en Catharsis Vol. 2.
Verset i ”Voices”, hvor Infected Rains’ Lena Scissorhands kigger forbi – ja, der er gæster på alle fire numre, men dette er det eneste, hvor man for alvor kan høre det – fortsætter de gode takter ved ubønhørligt at tæve lytteren helt ned i depressionens sorte afgrund. En buldrende metalcore-rytme krydret med skærende post-metal riffs, dybe brøl og maniske råb fungerer aldeles glimrende som alternativ til den kendte metalcore-skabelon. At omkvædet så er en dødssyg omgang ”Fællessang på Bakken”, er mildest talt jævnt træls. ”Shark Tooth” er i bund og grund magen til, og lige så ligegyldigt som titelnummeret bare med tåkrummende dårlig Avatar-inspireret cirkusintro – gæsten er for resten Annisokays Christoph Wieczorek, hvis man skulle være interesseret.
Jeg er ikke vred, jeg er skuffet
Lige så lovende, som Oceans’ debut var, næsten lige så skuffende er We Are Nøt Okay. Bandet havde alle muligheder for smelte det bedste fra melodød, metalcore og postmetal sammen til en ep, der næsten kunne have været bannerfører for en ny trend i moderne metal. I stedet valgte Oceans at give sig i kast med udmærket, men i sidste ende middelmådig og ligegyldig metalcore, der dog momentvis giver et glimt af hvilke fremragende musikalske evner, de rent faktisk besidder.
