Bombast, kitsch, klassisk metal samt en mega lækker elsdyrskvinde med en operastemme, der endda kan få Pavarotti til at høre metal.

Det har hidtil været Nightwish's varemærke, og her på den nye skive er der da heller ikke foretaget de store stil ændringer, og dog. Bl.a. arbejder bandet sammen med et orkester fra London kaldet Academy of St. Martin In The Fields som passer kanon til komponist og keyboardplayer, Tuomas', fantastiske klassiske sangstrukturer. Samt er Nightwish blevet mere rockende. Tracks som "Wish I Had An Angel" og "Dead Gardens" kunne sagtens stamme fra Dave Mustaine eller Rammstein, især "Wish I Had An Angel" som falder fuldstændig ud af Nightwish's famøse stil, der med sit "Tanz Metal" agtige riff bare rykker derud af. Ellers er der igen rigtig øreguf, i form af den fantastiske single, "Nemo". Den er en blanding af fed 80'er pop og bombast metal, og deres smukke finske ballade "Kuolema Tekee Taiteilijan". Mit yndlingsnummer er nok alligevel "Creek Mary's Blood" - et mega langt nummer, hvor orkesteret rigtig får lov at slå sig løs, et nummer som har utrolige mange ting man bliver fanget af igen og igen. Mit eneste kritikpunkt er bassist Marco, som igen ligger vokal til her og der. Ideen er go', men hans ikke videre interessante stemme trækker altså en anelse ned. Nightwish er store og storsælger især i hjemlandet og Tyskland, og med det her nye album kan jeg ikke forestille mig andet, end at de slår igennem i hele verden, da bandet er ægte, selv om de spiller sukker pop blandet med metal og klassisk. De har en særegen stil, og det var dem der startede det hele.