Kvindelig vokalist og nye kræfter bag trommerne giver Nightmare en ny begyndelse

Nye kræfter

Der er egentlig tale om et gammelt punkrockband tilbage fra 1979, som med tiden har skiftet mellem punk, heavy og power metal. Ligeledes har udskiftningen af bandmedlemmer været stor, og det eneste medlem, som har været med fra start, er bassist og grundlægger af bandet, Yves Campion.
Men så stopper genkendelsen også her. Der er nemlig sket en del med bandet over tiden og i den grad på dette album, som er deres 10. i rækken.
De største ændringer er den nye vokal fra Magali Luyten (Beyond The Bridge) og trommeslager Olivier Casula (The Seven Gates). Og med hjælp på producersiden fra Joost van den Broek (The Gentle Storm, Epica) formår de at skabe en ny, men genkendelig lyd.

En ulv i fåreklæder... eller?

Det ses ofte, at når der er så stor udskiftning, så kommer et band med så mange år på bagen langt væk fra deres rødder. Heldigvis har Yves Campion et godt tag i de gamle Nightmare-rødder. Han formår midt i hele nyskabelsen at bibeholde forbindelsen til Nightmares fortid ved at spille enkle og simple basstykker, som giver god rygstøtte til hvert enkelt nummer.
Man vil måske mene, at valget af Magali Luyten som deres nye frontfigur er noget af et sats. Men nu er hun jo ikke helt ukendt i metallens verden. Hun har sunget i flere år og underviser både i sang og musik i hjemlandet Belgien. Netop hendes kunnen sættes i fokus på en af de første singler, ”Ikarus", som ligeledes er første video til albummet. Så hun bærer rollen som ny frontsanger med respekt.
Nummeret "Dead Sun", som også giver navn til albummet, er i den grad værd at nævne. Her formår bandet at levere musik tilpasset deres nye kvindelige forsangers stemme på et meget kompetent niveau, spædet op med god sangtekst.

Virker det så?

Man kommer ikke uden om, at der mangler noget gennemslagskraft på albummet. Og det er selvom, Campion prøver at holde sammen på de gamle hymner. Det bliver en tand for nymoderne og drukner lidt i alt det nye, der forsøges med dette album. Det er lidt, som om de prøver at mixe for mange ting ind. Måske et ønske fra bandet om at nå et større publikum ved at gå mere mainstream, men om det holder eller ej, vil jeg lade være op til dig selv at afgøre. Herfra gives 7 ud af 10 for netop at forsøge at holde sammen på de gamle rødder og samtidigt at trække nye kræfter ind, og det hele med en finesse, der kunne være gået grueligt galt, men ender som en ganske udmærket cocktail af power metal.