Fra punk til power

Nightmare har rødder tilbage i 1979, hvor bandet startede med at spille punk, og blot et år senere forlod de fleste medlemmer dette lineup, hvorefter de begyndte at dyrke heavy metal-genren og i særdeleshed power metal. Det eneste medlem, som har været med fra starten, er bassist og sangskriver Yves Campion. Nightmare har haft adskillige lineup-skift igennem tiden, og det sidste store skift var i 2015, hvor de for første gang fik en kvindelig vokalist med, og trods dét var stilen stadig den samme som før. I 2019 er både trommeslager og vokalist skiftet ud igen, med henholdsvis Niels Quiais og Madie/Marianne Dien (Faith in Agony). Madie har tilføjet en del på vokalsiden og er efter min overbevisning et klart stærkere kort end forrige vokalist Magali Luyten.

Træerne vokser ikke ind i himlen

Aeternam er et solidt album, som rent genremæssigt kan placeres mellem power metal og metalcore med enkelte elementer af både symfonisk- og dødsmetal. Madie har en mere ren vokal end Magali, og det lider Aeternam lidt under. Der mangler lidt det ”rå”, som blev tilført på deres forrige album, Dead Sun, hvilket de har forsøgt at råde bod på ved at smide noget growl ind i bl.a. sangen ”Anneliese”. Om det er guitaristen Matt, der står for dét, eller det er bassisten Yves, der growler, må stå hen i det uvisse for nu. Til gengæld har de med Niels bag trommerne fået et mere skarpt udtryk, og de udnytter til fulde hans baggrund fra både død- og prog-dødscenen i Frankrig. Han er teknisk dygtig og en maskine uden lige. Produktionen er i topklasse og har uden tvivl løftet albummet et par trin op, men træerne vokser som sagt ikke ind i himlen. For uanset hvor god produktionen er, så ændrer det ikke på, at albummet rent kompositionsmæssigt virker lidt rodet. Netop fordi der er så mange elementer, man skal forholde sig til: fra det let symfoniske på ”Divine Nemesis” over til en nærmest blød intro på ”Crystal Lake”, som umiddelbart kunne lyde som en sang ovre i horror-franchisen Fredag den 13., og lettere inspiration fra dødsmetal i både ”Under The Ice” og ”Anneliese”

”Lights On” er første single fra Aeternam, som garanteret er et klogt og sikkert valg. Det afspejler ret godt den stil, Nightmare altid har lagt for dagen, og derfor kan lokke flere folk til at lytte til albummet. Fans af Nightmare vil dog næppe være bange for den rodebutik, albummet er, da det ikke er første gang, de tager andre metalelementer med på deres plader; der har før både været villavejsdød og thrash med, men Aeternam er nok bare det album, de gør det mest på.
 

Men det er jo hele tre ting på én gang …

Som udgangspunkt er der rent teknisk – både produktionsmæssigt og bandmæssigt – intet at udsætte på Aeternam. Vi har uden tvivl at gøre med nogle passionerede og dygtige musikere, som kan deres kram. Det er bare lidt ærgerligt, at man så skyder så meget med spredehagl og ikke får defineret, hvem man gerne vil være, og hvad man gerne vil levere. Aeternam er lidt, hvad man kan kalde et ”musikalsk Kinderæg”: Man vil gerne det hele, men det hænger ikke sammen rent lyttemæssigt.

Yves prøver fortsat at holde det gamle Nightmare i hævd trods de mange forskellige elementer, de har fået med. Jeg ser frem til – og håber på – et album mere, hvor man tager sig tid til at sortere fra og fokusere mere på en ensretning af sangskrivningen, om det så er metalcore, power metal eller pølledød.

YouTube-farcen fortsætter, og vi er derfor endnu en gang nødt til at smide et Spotify-link, her til titelnummeret ”Aeternam”