Svenske Naglfar er efter fem års pause tilbage med et nyt udspil kaldet Teras.
Svenske Naglfar er efter fem års pause tilbage med et nyt udspil kaldet Teras. Bandet spiller en gang melodisk black metal, hvor de melodiske elementer er sat i fokus på bekostning af den primitive lyd, forvrængede guitarstykker og den smertensskrigende vokal, som black metallen ellers er kendt for. Teras ligger i mine ører på grænsen mellem black metal og melodisk død, dog med fokus på black metal grundet de dundrende trommer, de dystre stemningsbilleder og den mørke vokal.
Som så mange andre black metal bands har Naglfar bevæget sig væk fra den primitive black metal lyd på debutskiven Vittra. Den skrigende vokal er blevet erstattet af en mere mørk growl. Den primitive lyd er fjernet til fordel for en mere ren og teknisk lyd. I det hele taget emmer Teras af melodiske passager, og skiven er ikke så trist og kold som skiver inden for genren ellers er.
Der er gået fem år siden sidste album Harvest ramte øregangene, og umiddelbart er der ikke sket de store genreskift. Det er som sagt stadig det melodiske mørke, som er omdrejningspunktet for Naglfar, og det fungere stadig upåklageligt. Albummet starter ud med titelnummeret "Teras". Et nummer som hos mig går rent ind, og som efter min mening er skivens bedste. Et kor indleder nummeret med en messen, hvorefter vokalen overtager med en blanding af growl og black vokal. Titelnummeret "Teras" er efter min mening, højdepunktet på skiven, da dette indkapsler hele atmosfæren på Teras, og samtidig lægger glimrende op til de to efterfølgende numre "Pale Horse" og "III: Death Dimension Phantasma", hvor de melodiske elementer blandes med black metal i en mørk, atmosfærisk forening. Der bliver i disse numre vekslet godt i tempoet, og trommerne skifter konstant fra hurtige black metal stykker til mere afdæmpede passager. Det efterfølgende nummer "The Monolith" er anderledes i sit udtryk, for her ryger tempoet meget ned, så nummeret får en doomlignende klang, hvor det især er de gentagne guitarstykker, og den smertesskrigende vokal, som er i fokus. De næste numre er igen bygget op omkring den melodiske black metal, inden det andetsidste nummer "Invoc(H)ate" brager ud. I mine øre det nummer, som bærer det tydeligste black metal præg, og dermed trækker de længste rødder i forhold til bandets første skive Vittra. Teras afsluttes med "The Dying Flame of Existence", hvor koret fra første nummer vender tilbage og messer Teras, mens skiven klinger ud.
Der er ingen tvivl om, at Naglfar har bevæget sig langt siden debultalbummet Vittra. Den primitive black metal lyd er blevet erstattet med en mere poleret, teknisk lyd, trommerne er melodiske, der bruges masser af riffs og vokalen er ikke så skrigende. Bandet har, som bl.a. Dimmu Borgir og Cradle of Filth valgt, at black metallen kun skal være en del af musikken, og ikke det altoverskyggende element. Jeg er personligt ret vild med Teras, og især blanding af de melodiske elementer og black metallen går rent ind hos mig. Om man så mener, at Naglfar har udviklet sig siden Harvest eller ej, vil jeg ikke gå ind på her, for i mine øre er Teras en skive, som jeg vil vende tilbage til igen og igen. Derfor 80 % herfra.
