På egne ben

Er man bare en smule bekendt med Myles Kennedys bagkatalog, kan det næppe overraske, at han nu smider dette nydelige soloalbum på gaden. Kennedy har altid været den pæne dreng i klassen, og det sætter han nu en tyk streg under med Year of the Tiger. Vi er langt væk fra Slashs hvinende guitarer og Alter Bridges svulstige hard rock; i stedet har Kennedy fattet banjoen og stemt dobroen. Det her, det er americana.

En ny opskrift

Stilskiftet markeres tydeligt fra allerførste skæring, titelnummeret ”Year of the Tiger”. Akustiske guitarer – med både country- og blueselementer – bygger nummeret op, og hurtigt tager Kennedys velsmurte vokal over. Tracket er stille, men kraftfuldt, og viser på bedste vis, hvad mr. Myles Kennedy egentlig kan.

Produktionsmæssigt er der også kommet andre boller på suppen. Den bombastiske lyd er lagt på hylden til fordel for et mere simpelt og ærligt udtryk, hvor Kennedys vokal er helt fremme i billedet. Der synges generelt i et lavere toneleje, end vi er vant til – og det klæder albummet ganske godt. Kun få steder falder vokalen igennem. Den melankolske stemning med et glimt af håb gennemsyrer pladen, og det er tydeligt, at Kennedy har noget på hjerte. Hør bare den eftertænksomme ”Love Can Only Heal”.

Helt centralt – og i fin tråd med ovenstående – er pladens tematiske omdrejningspunkt. Year of the Tiger handler om Kennedys far, der gik bort i 1974 – tigerens år. Familien blev revet itu, og det er dette traume, der bearbejdes på albummets 12 skæringer. Det lyder måske som en omgang pladderpatos, men frygt ej: Kennedy er en dygtig sangskriver. Det beviser han bl.a. i den grandiose ”The Great Beyond” og den insisterende ”Blind Faith”.

Lyrisk kommer vi vidt omkring, og det tragiske dødsfald belyses fra flere sider. I ”Blind Faith” og ”Nothing But a Name” synger Kennedy – med en vis bitterhed – direkte til sin far; i ”Turning Stones” beskrives situationen fra morens synsvinkel; og i ”Mother” hyldes selvsamme mor, der måtte holde sammen på familien. Trods det triste emne gives der heldigvis også plads til en opløftet stemning: ”Devil on the Wall” leverer solid upbeat western, og ”Songbird” giver den fuld gas med slideguitar og glade rytmer.

Kennedy kan det hele

Year of the Tiger er et dynamisk og dybtfølt album. Håndværket er i orden, konceptet er gennemtænkt ned til mindste detalje, og kun få sange formår ikke at være særligt fængende, eksempelvis albumlukkeren ”One Fine Day”. Man skal være bevidst om, at dette ikke er Alter Bridge version 2.0, og at sangene derfor ikke har samme form for bid. Kan man acceptere den præmis, er Year of the Tiger et dejligt – og anderledes – bekendtskab.