De irske doom-drenge fra Mourning Beloveth er tilbage med deres fjerde fuldlængder, "A Disease For The Ages". Der er kun fem numre på skiven og jeg tror fejlagtigt at der er tale om en EP i starten. Det er der ikke. Første nummer, "The Sickness" er et langsomt kværnende nummer på 13.08 minutter som suger alt liv og glæde ud af mig. Præcis som et godt Doom nummer skal gøre. Albummet varer 56 minutter, og de 5 sange er bygget om omkring enkelte fede nedtrykkende riffs, som bliver gentaget om og om igen. Dette skaber en deprimerende stemning og en følelse af uendelig tristesse. Albummet snegler sig afsted med sørgmodige guitarer og torturagtigt langsomme trommer. Forsangeren benytter sig mest af growl og en af guitaristerne synger en klagende andenstemme på et af numrene, "Trace Decay".
Efter 56 minutter har jeg dog fået alt for meget melankoli. Fans af genren vil føle sig velkomne i Mourning Beloveths mørke og deprimerende hjem. For os der kun besøger genren med jævne mellemrum er der en del at komme efter. Jeg sidder blandt andet og nynner nummeret "Poison Beyond All" mens jeg skriver denne anmeldelse, men som sagt bliver det lige en tand for meget desperation og angst til sidst.