Comeback efter 19 års pause

Det kan være svært for mange bands at gøre comeback efter flere års pause. Der er alt det nostalgiske, forventningerne og den tunge byrde det er at viderebringe bandets kunstneriske arv.
Tyske Morgoth er nu efter 19 års pause tilbage med deres første full-length album, Ungod, efter at de sidste år udgav EP’en God Is Evil. Allerede hér beviste de, at det igen var blevet tid til at få vækket den gamle kæmpe og få dødsmaskinen tilbage ud på vejen.

Ny frontfigur skuffer ikke

I dag er der kun to resterende medlemmer fra dengang Morgoth udgav deres første plader, hvis ikke vi tæller deres EP’er med. Det er de to guitarister Harry Busse og Sebastian Swart (som oprindeligt spillede bas fra 1990 til 1998), og da bandet så blev gendannet i 2010, kom Marc Reign med på trommer og Sotirios Kelekidis på bas.
Marc Grewe, der ellers havde været den velkendte stemme og frontfigur for Morgoth siden 1989, forlod bandet i slutningen af sidste år. Han nåede lige at growle sig igennem de to sange på EP’en God Is Evil fra 2014, men mere skulle det så altså ikke blive til.

I en meget kort besked på Facebook skrev bandet, at ”Sanger på vores nye album og følgende turnerer, vil i fremtiden blive varetaget af Karsten "Jagger" Jäger der også er sanger i Disbelief”.
Nu kan det jo udgøre en stor risiko for et band at skifte sanger, da succesen ofte afhænger af, at deres fans kan lide den ”nye” frontfigur og hans stemme og dette bør man selvfølgelig også tænke over, når jeg som anmelder sidder og sammenligner den nye skive med de gamle.
Jeg mener dog helt klart, at bandet har gjort det godt med rekrutteringen af Jagger til bandet. Hans stemme læner sig meget op af Grewe, og med Disbelief har han i øvrigt flere gode skiver på samvittigheden.

Klaustrofobisk lyd og old school dødsmetal

Det første der slog mig, da jeg satte Ungod på anlægget var, hvor imponeret jeg blev over første gennemlytning. Albummet har en meget brutal og nærmest klaustrofobisk tæt lyd, og når det så kombineres med 11 fantastiske dødsmetal sange, så kan Ungod kun gå hen og blive et af årets højdepunkter inden for dødsmetalgenren.

Skiven starter med ”House Of Blood” som er et rent monster, der rykker ens lemmer af én for én. ”Voice Of Slumber” har et bidsk beat á la Bolt Thrower, og den nådesløse ”Snakestate” runder hattricket af, og viser den passion og brutalitet albummet har.

Midt på albummet finder man titelnummeret ”Ungod”. En sang, der starter langsomt ud med tunge guitar riffs, inden sangen går hen og bliver til ren old school dødsmetal. Det der får nummeret til at stikke ud fra de andre er, at det er instrumentalt, men som med resten af albummet fungerer det hele bare. ”God Is Evil” fra EP’en fra sidste år er også at finde på skiven, og sangen, der i øvrigt er den sidste, Grewe lavede sammen med bandet, er nu tilsat en endnu mere brutal lyd samt Jaggers growl, og jeg må sige, jeg faktisk bedre kan lide den nye version frem for den gamle. Sangen er ond som ind i helvede og samtidig et rigtig godt bud på, hvordan old-school dødsmetal efter min overbevisning bør skrues sammen.

En milepæl inden for dødsmetal

Ungod er den naturlige efterfølger til Cursed fra 1991, men med en mere moderne lyd, der i mine ører gør albummet til en milepæl inden for dødsmetalgenren.
Det er da også derfor, jeg giver dette album 9 kranier og var mine arme ikke blevet revet af under første aflytning af albummet, havde jeg stadig siddet med begge over hovedet.

Jeg håber dog på snarest muligt at få dem syet på, så jeg kan hæve dem igen, når Morgoth går på scenen til dette års Copenhell.