Thrasherne i Morbid Saints Spectrum of Death, der oprindeligt blev udgivet i 1988, er noget af et kult-album, må man sige, men samtidigt også et af de kult-albums fra den æra, der er blevet genudgivet flest gange i diverse formater. Senest er skiven blevet genudgivet på Relapse, der har beskrevet den værende kriminelt undervurderet.

Og det tager nok ikke mere end en gennemlytning for en inkarneret thrash metal fan give Relapse ret i dette prædikat. Der er nemlig tale om hæsblæsende og aggressiv thrash metal med knald på fra de første toner i "Lock Up Your Children" til de sidste strofer i "Beyond the Gates of Hell". Der bydes på knusende riffs og bopti-trommer i bedste stil, og Pat Linds bidske vokal passer perfekt ind i det samlede lydbillede. Stilmæssigt befinder Morbid Saint sig et sted mellem Holy Terrors brutale speed metal og Slayers aggressive thrash men med et snert af Exodus' knivskarpe tilgang til riffet. Hver sang byder på en god håndfuld af riffs og sammensatte passager, breakdowns og build-ups; på den måde er musikken, selvom nogle af riffene er primitive, ganske teknisk, uden at vi kommer op på Dark Angels niveau af galskab. Selvom Morbid Saint er utroligt fokuserede, og der er en meget tydelig rød tråd, som gør, at den samme stil holdes konsekvent hele skiven igennem, så er hvert nummer i sig selv varieret. For eksempel dukker der både speed metal, d-beat og nogle svært udfordrende rytmer op i "Assassin". Morbid Saints tilgang til sangskrivning (plus de heftige og larmende guitarsoli) gør, at musikken fremstår herligt kaotisk, men dette skyldes i virkeligheden bare, at kompositionerne er komplekse, og dette er en af skivens plusser.

Produktionen lever nok ikke op til vor tids klare og polerede produktionsstandard, men vi må huske, at denne skive belv til i 80erne, hvor lydbilledet i ekstrem metal (heriblandt thrash metal) var meget mere råt, end det er nu. Og man kan sagtens høre, hvad der foregår, selvom det skratter hist og ralser her. Hvor yngre metalhoveder måske lige skal justere deres ører til den gammeldags og organiske produktion, tror jeg, at ældre fans med det samme kommer til at kaste sig ud i et nostalgi-trip uden lige, når de hører denne skives produktion.

Konklusionen er simpel: er man til old school thrash, så skal man ikke snyde sig selv for denne kult-klassiker, som byder på hyper aggressiv old school speed-thrash direkte fra de glade, men også onde, firsere.

Tjek selv Burned at the Stake her: