Jeg er ikke tidligere stødt på italienske Moongarden, men de har inklusive denne nye opus lavet hele fem albums. Stilen på "Songs from the Lighthouse" er progressiv rock, der stikker i flere forskellige retninger. Her er både 70’er-agtig prog-rock og mere moderne teatralsk tråd i stil med f.eks. Pain of Salvation, og af og til tilføjes nogle æteriske støjelementer, der får mig til at tænke på et band som Oceansize. Men dette er kun et vagt forsøg på at opsummere et album, der stilistisk er utrolig varieret.
Det enkle, melodiske refræn i åbneren "My Darkside" lyder lidt hen ad Opeth, mens nummeret i øvrigt har en rytmisk struktur, der minder lidt om Pain of Salvation i en forsimplet udgave tilsat 70’er-prog-elementer. Næste nummer, "It’s You" starter som en fredelig Tindersticks-agtig ballade (med celeste-lyd i keyboardet), men bygger op til en mere aggressiv, Oceansize-inspireret volumen. Det episke nummer "Solaris" kunne med sin lidt statiske, orientalske klanglighed og enkle, fremadskridende beat have været et Riverside-nummer, mens "Emotionaut" er en ret original blanding af hiphop-beats, 70’er-prog, elementer af tung Pain of Salvation og et poppet omkvæd, der bringer tankerne i retning af f.eks. A.C.T. "That Child" gæstes af Andy Tillison fra The Tangent, og hans vokal understreger stilfællesskabet med netop det band på den sang. Numre som "Southampton Railroad" og "Sonya in Search of the Moon Part 5" kunne også have været The Tangent- eller måske snarere Flower Kings-numre. Endelig er der numre som "Dreamlord" og "The Lighthouse Song", der blander lidt af alle de ovennævnte stilarter på ambitiøs, episk facon, og det lille instrumentalnummer "Flesh", der har en lidt skarpt klingende, men o.k. spillet violinstemme af Marco Tafelli, der også er bandets ene guitarist.
"Songs from the Lighthouse" er et spændende album med mange gode ideer, men det er langt fra perfekt. For det første synes jeg, at bandet tygger lidt for meget drøv på de enkelte ideer, de har i hvert nummer – man kunne med fordel have gjort hele albummet mere kompakt og tætkomponeret. 71 minutter er lang tid at holde koncentrationen, hvis ikke man føler sig ordentligt underholdt det meste af tiden. For det andet synes jeg forsanger Simone Baldini Tosi (det er altså en mand) kunne trænge til lidt stemmetræning. På en måde er det meget friskt med den anderledes, til tider grødede, Rod Stewart-hæse vokal ind over denne type musik, men det lyder ikke, som om Tosi har fuldstændig kontrol over, hvad han laver – han er simpelthen for usikker i stemmen til min smag.
Men Moongarden er bestemt værd at tjekke ud for progfans, der trænger til ny inspiration.
