In This Moment har efterhånden snart 20-års jubilæum og er nu klar med sit ottende album, Godmode, som bandet selv har beskrevet som mere progget i sin lyd end tidligere udgivelser. Den kreative kerne i In This Moment er – og har alle dage været – Maria Brink og Chris Howorth. Begge har igennem corona brugt tid på at bearbejde de følelser, pandemien bragte med sig – og i øvrigt på at undersøge, hvordan disse kan formidles gennem musikken. Howorth har blandt andet kigget i retning af elektronisk musik, mens Maria har brugt kræfter på, at gennemsyre lyrikkens univers af afmagt, brutalitet og masser af symbolik. De har til Godmode for første gang fået ny producer, nemlig Kane Churko, der også har arbejdet med både Ozzy Osbourne, Five Finger Death Punch og Papa Roach. Så det bliver spændende at høre, om de kan levere et samlet udtryk, der stadig lyder som In This Moment.
Katten, der ville gå sine egne veje
Andensinglen og første nummer på albummet, “Godmode”, starter med nærmest gyseragtige toner og mixer blandt andet nærmest djentede guitarer og keyboard ind over et pumpende beat. Brinks hjemsøgende vokal kommer ind og hvisker ”What did you say to me?”, som både fungerer som et spørgsmål og en advarsel, inden hun rigtigt får sat gang i skrig og messende vers. Det er et vildt og aggressivt første nummer, og bevares, In This Moment har da heller aldrig gået stille med dørene, og det kommer tydeligvis heller ikke til at ske her.
Bunden på sangene er som altid tunge trommer og en solid bas sammenlagt mellem et par flænsende guitarer, der samlet giver den komplette platform til den sprudlende vokal. På dette album har bandet dog valgt at tilføje endnu flere elektroniske elementer til dem, der har været på tidligere albums. Der er masser af stemning. Masser af effekter. Men altid står Brink i midten og holder tøjlerne strammet, så ikke udyret stikker af i alle retninger. Kvinden med de mange udtryk har alle dage været en forrygende vokalist, og vi får både lov til at høre hendes stemme ren som sne og frådende og snerrende som en seriemorder på jagt efter sit næste offer.
Man kan så sandelig høre, at In This Moment har haft god tid til at sammensætte albummet og har haft lyst til at gå nye veje. For numrene lyder alle som In This Moment, men fremstår med forskellige udtryk. ”Skyburner” er for eksempel både mærkelig og nærmest hypnotiserende i sin opbygning. Det er langt fra den slagne vej – og det klæder virkelig bandet. ”Sanctify Me”, der kommer lige efter, er til gengæld et vildt og punchy nummer, der skriger klassisk In This Moment med masser af skæve elementer, tunge, bastante trommer og Brinks unikke lyd med både kælne, blide toner og hidsige skrig. På ”Sacrifice” har Howorth tydeligvis skelet endda meget til Nine Inch Nails i deres storhedstid, for nummeret er langt mere industrial, end hvad bandet ellers laver. Der er også blevet plads til et covernummer, denne gang i form af Björks ”Army of Me”. Nummeret er oprindeligt et trippy industrial-techno-nummer, men når In This Moment tager det under behandling, så bliver det krydret med masser af tunge elementer, mere tråd og dybere trommer, og vrængende, hjemsøgende og knirkende vers med masser af effekter på vokalen.
Der er desværre også et par hængepartier. Numre som ”Damaged”, en duet med Spencer Charnas fra Ice Nine Kills, bringer noget dynamik til det vokale bord, men egentligt ikke ret meget andet. ”Fatebringer” leverer mere clean vokal til dem, der skulle foretrække det, og musikken er ligeledes tonet ned i forhold til de fleste af deres andre sange og kan nærmest kaldes pop i den lidt halvhårde ende. ”I Would Die For You”, der også findes på soundtracket til John Wick: Chapter 4, lyder præcis, som du måtte forvente. Det er en dyster ballade, der lyder som noget, du har hørt før. Her bliver der ikke eksperimenteret så meget, og man kan læne sig tilbage og nyde både den tunge musik og de gotiske bagtoner – og uden nogen former for overraskelser eller spænding undervejs. Det er ikke rigtigt dårlige numre. De er bare ikke på niveau med resten af albummet.
Force majeure
Selvom der er forsøgt flere nye ting undervejs i pladen, og musikken flere gange bliver mere elektronisk ladet end tidligere, så er det dog helt umiskendeligt In This Moment. Der er aldrig nogen tvivl om, hvem der har skrevet det her, indspillet det her og i særklasse ingen tvivl overhovedet om, hvem der har lagt vokal til. Maria Brink er en fænomenal, kreativ kraft, der ingen sammenligninger har, og hendes langvarige samarbejde i den musikalske skabelsesproces med Howorth fornægter sig ikke. Hendes vokal minder ikke om andres, og hun lyder nærmest bedre her end på de første par albummer, hvilket må siges at være imponerende. Musikken bag hende er altid velfungerende, og de nye elementer fra synthwave og NIN-inspirationen klæder virkelig det samlede album. Er de blevet så proggede, som de selv siger? Njae, lige knap. Men det skal jeg nok lade være med at skælde ud over. Men at de endnu ikke har annonceret en Europaturné, er til gengæld under lavmålet!
