Efter at have været ind og ud af UFO femhundrede gange, er det igen tid for Michael Schenker Group. Bandet har været ude i flere inkarnationer siden 1979 hvor det startede, denne gang har Hr. S. allieret sig med bas guru Stu Hamm (Joe Satriani, Steve Vai), skindbasker Jeremy Colson (Marty Friedman, Steve Vai) og sanger Chris Logan. Jeg kan ikke ligefrem påstå at jeg har været en stor fan af MSG, bortset fra perioden 79-84 og hans medarbejde i storebror Rudolph's Scorpions. "Arachnophobiac" viser igen hvorfor så mange guitarister lister Michael som en af deres hovedindflydelser, da hans riffs og soloer er altid noget for sig selv. Dette høres bedst i de tre første numre, hvor hans blanding af aggressivitet og følelse blandes perfekt. Desværre flader det dog en hel del ud på de resterende numre, som er okay men ikke formår at binde lytteren. Det hele går hen og bliver en lille smule for laid back og blueset for min smag. Især det sidste nummer på pladen, "Fatal Strike", lyder lige lovlig kikset for en sangskriver af Schenkers kaliber. Men er man til den mere A.O.R. orienterede Hard Rock kan man sagtens, få glæde ud af "Arachnophobiac".