Jeg har ikke altid fulgt lige godt med, og i min verden har jeg altid ment, at Loudness nok var et hardrock band fra USA – og så gad jeg ikke rigtig gøre mere ved den sag. Stor var overraskelsen derfor da det viser sig at Loudness er et vaskeægte japser band, men inden jeg fik skimmet biografien igennem røg CD’en bare i anlægget. Hmm, udmærket riffs der – og godt med snavs endda. Men så kommer den nok ringeste vokal lang tid hørt, der bare piver og hyler derudaf – UDEN den mindste tone i livet. Det er så pinligt, at jeg knap tør skrue op for anlægget, så det er mig sgu noget af en gåde at bandet har formået at holde gang i butikken siden 1981, og faktisk har fået udsendt omkring 18 skiver og oplevet adskillige store ting på livefronten. De må eddermandme godt nok være gode live, for på dette album falder det hurtigt til jorden – og her tænker jeg selvfølgelig igen på den rædderlige vokal fra Minoru Niihara. Men faktisk er musikken ganske fornuftig, og jeg kan godt lide den beskidte kant de smider i deres snavsede metalrock. Der er faktisk mange gode riffs spredt rundt omkring, men intet der blæser én helt omkuld. Som helhed er både produktion og energi også upåklagelig, så hvis ikke det var for den skabede ’sanger’ kunne albummet sagtens høste et par hoveder mere. Slutteligt skal det lige nævnes at der på dette album medfølger en bonus cd, med 13 genindspilninger af nogle af deres største hits *host*. Det skal alle deres fans i Danmark nok sætte pris på... *host host*