En tysk verdensmand

Michael Schenker har været en aktiv herre i sit musikalske liv. Han kan snart fejre sit 50-års jubilæum i musikkens verden, både som tidligere medlem af legendariske Scorpions og som lead-guitarist – af flere omgange – for U.F.O samt senest i hans eget soloprojekt Michael Schenker Group, der for nylig udgav albummet Immortal. De fleste af os, piger som drenge, der har gået rundt med en lille rockstjerne drøm, havde jo solgt vores sjæl bare for at opnå en brøkdel af, hvad den tyske heavy-veteran har opnået. Og for at det ikke skal være løgn, har han også inviteret flere velkendte ansigter med til skabelsen af dette album, der kan tælle Ronnie Romero, Michael Voss, Ralph Scheepers og Joe Lynn Turner – så drøm dig tilbage til de gode gamle 80’ere. Og hvis du ligesom jeg ikke er fra dette segment, så fortvivl ej, nostalgien og inspirationerne er skam tydelige at identificere, hvis man har lidt kendskab til heavyrockens historie. Hvis du er den elitære type, der leder efter avantgarde og innovative toner, som du kan skumme din latte til, så skynd dig væk og smæk noget diabolsk mathcore på.
 

… Nogle gange er kærlighed til musikken bare ikke nok

Selvom man tilgår albummet med de forventninger, man end måtte have, kan jeg ikke lade være med at være en anelse forundret. Forundret i den forstand at kærligheden til den musikalske karriere og det at have præget mange af de store mastodonter i rockmusikkens brede spektrum er tydelig at høre; men er det så bare det? Hvis man skærer dette album ind til benet – og ser bort fra de positive indslag på vokalfronten og de svøbende, lirende guitarsoloer – er der bare ikke særlig meget at komme efter.  Det virker mest af alt som en rekonstruktion af tidligere bedrifter – en slags gamle kendinge i nye klæder.

På ”Drilled to Kill” skyder Michael Schenker maskingeværet af (i bogstavelig forstand) på nummerets intro, og det går over i et galoperende guitarriff med tilhørende simple trommer og et råbekor, der, ja, råber sangens titel. Egentlig et okay tempofyldt 80’er klassisk heavy-nummer at starte pladen op med og med et fint bidrag fra Derek Sherinian (tidligere Dream Theater) på keyboard, der byder op til solo krig efter andet omkvæd.

Michael Voss tager sig af vokalen på ”After The Rain”, som er en langsom 80’er inspireret ballade med masser af synth, sprøde guitartoner og et simpelt lige-ud-ad-landevejen-omkvæd. Schenker har jo sans for melodiøsitet og at få guitaren til at synge, så det kan man ikke klandre ham for. Det er, som om resten bare hænger lidt i bremsen og ikke har fået helt så meget kærlighed som den flammende flying v-guitar.

”Devil’s Daughter” byder på et tempofyldt heavy-boogie-woogie-riff og sætter gang i festen med et stærkt vers og et kraftfuldt bidrag fra Ralf Scheepers, men formår ikke rigtig at udnytte potentialet, når luften bliver suget ud af ballonen i et omkvæd, der ikke tilfører sangen noget bedre.

”Sail the Darkness” er et højdepunkt og føles som en fin og berettiget hyldest til DIO med et fint indspark på pladen med sit ”Holy Diver”-klingende tema. Og for at blive i nostalgiens verden så får det tidlige Michael Schenker/Scorpions nummer fra 1972 ”In Search of the Peace of Mind” en genfortolket tur i manegen. Et virkelig stærkt nummer, der går fra at være en sjælende blues-glam-føler til et dystert og hårdt slag i maven.

I skyggen af velmagtsdagene

Immortal er et værk, der er lavet med kærlighed til musikken. Det kan der ikke være nogen tvivl om. Det, der gør, at det virker uforløst, er, at spændingskurven ikke bevæger sig synderlig meget op ad. Det er de samme formler, riffs og ideer, der har været igennem maskinen i efterhånden så mange år, at det ikke altid er lige interessant at lytte til. Bevares, Michael Schenker er en super dygtig guitarist, og han har virkelig sans for at sætte soloer og riffs sammen, men det er simpelthen så originalt, at det bliver uoriginalt.