Svensk dødsmetal med stort fokus på groove og gode melodier
Det er en svensker!
Tides of Omniscience er det tredje album fra gøteborgske Miasmal, der blev dannet i 2007. Og timingen for et svensk dødsmetal-album er rigtig velvalgt. Scenen stormer for tiden frem (igen igen), denne gang anført af en gal viking kaldet Amon Amarth.
At Miasmal kommer fra Gøteborg er man ikke i tvivl om, når man hører Tides of Omniscience. Den gøteborgske melodød-arv står tydeligt frem, dog lidt mere død og lidt mindre melo end den typiske gøteborgske dødsmetal. Genremæssigt placerer Miasmal sig et sted mellem Amon Amarth og Grave med en overordentlig stor arv fra Entombeds death’n’roll. Der er ikke tvivl om, at bandet spiller dødsmetal. Det er dog en lettilgængelig dødsmetal uden for mange temposkift og blastbeatsene går ikke alt for hurtigt, når de er der.
Dødsmetal – med en miks af meget andet
Miasmal formår på Tides of Omniscience, i højere grad end tidligere, at lave et mere varieret album. Miasmal er ikke selv i tvivl om deres genre – bandet spiller klassisk svensk dødsmetal. Dog leger de meget med elementer fra alle mulige andre steder: Den amerikanske Florida-dødsmetal får en lille hilsen, thrash-metallen får en stor. Men mest fremtrædende er dog en doom-æstetik, som Miasmal, som noget nyt, har taget til sig på Tides of Omniscience. Albummet bliver krydret med langsomme C-stykker, kirkeklokker og sågar akustisk guitar. Et forsøg der, for denne anmelder, ikke altid fremstår lige vellykket.
Guitar-tjansen bliver delt mellem forsanger Pontus og guitaristen Magnus. Bandet har en forfriskende eklektisk tilgang til guitarens rolle, da man møder meget andet end blot den klassisk fræsende dødsmetal-guitar, om end den i høj grad også er til stede. Guitararen spiller nogle steder riffs, der leder tankerne hen på hardcore-scenens taktfaste breakdowns, som f.eks. på åbneren Axiom. Andre steder bliver guitaren næsten thrashet at lytte til, som det f.eks. kan høres på nummeret Fear the New Flesh. Pontus’ vokal skal også have rosende ord her fra, da den har en meget organisk og næsten våd lyd, der passer godt sammen med albummets øvrige præmisser.
Ligeledes har albummets produktion en meget varm og organisk lyd og niveauerne er fint afbalanceret i forhold til hinanden. Guitaren er relativt langt fremme i lydbilledet, men den er også det dramaturgisk bærende i musikken.
Lettilgængelig, men aldrig kedelig
Miasmal spiller på Tides of Omiscience en lettilgængelig form for dødsmetal, der dog formår aldrig at blive kedelig grundet de mange varierende elementer og den (for scenen ellers relativt) eklektiske tilgang til genrerne. Man kommer meget naturligt til at nikke i takt til musikken, og jeg er ikke i tvivl om, at en forhåbentlig snarligt kommende koncert med Miasmal vil være en headbangende fest. Den forsøgte doom-æstetik fremstår dog til tider syntetisk og unaturlig i forhold til resten af et ellers glimrende album.
