Halvrådden svenskerdød
Hvad er Sverige mest kendt for indenfor metal? Uden tvivl den svenske dødsmetal scene. Bands som At The Gates, Dismember, Grave og Entombed satte Sverige på kortet med det mest ekstreme metal. Det er her Miasmal kommer ind i billedet. Bandet har kun eksisteret i små syv år, og selvom det er et relativt nyt band, så stammer deres lyd fra den gamle skole. Sammen med bands som Grave har de valgt at fokusere mere på groove og masser af tunge passager. Bandet udgav i 2011 deres debut plade Miasmal, og nu har er de klar med efterfølgeren Cursed Redeemer. Jeg har i de sidste par år været lidt træt af den melodiske dødsmetal, som bands som In Flames og Soilwork har leveret. Der er en følelse hos mig af, at det er blevet alt for penge drevet og at det ikke er dem selv, som har skrevet den musik de spiller. Men jeg opdagede heldigvis bands som Grave, som har gjort det de er bedst til i flere år, og det er at skrive beskidt og tungt dødsmetal. Miasmal er også et godt eksempel på et band med en fed passion, der laver fed musik.
Pladen starter ud med titelnummeret på pladen. Det byder på en hel masse og der bliver ikke sparet på noget. Bandet forstår godt det med at hvis noget skal heavy så behøves det ikke at gå så skide stærkt. Guitaren skærer igennem det hele med en fed Fuzz effekt på guitaren som giver en supergod effekt. Det minder lidt om Entombed's guitarlyd, men heldigvis ikke så meget at det bliver ren kopi. Andet nummer på pladen er nummeret " Call Of The Revenant ". Nummeret byder mere på den beskidte følelse af musikken og bringer nostalgi tilbage til alle de gamle rødder, som savner den beskidte dødsmetal lyd som svenskerne er kendte for. Produktionen lyder ret analogt, og det bliver ret åbenlyst på det tredje nummer på pladen " Whisky Train ". Guitarsoloen i det nummer hyler som en tortureret kat og både trommer og bas svinger virkelig godt sammen, imens vokalen bringer den manglende brik i puslespillet. Som sagt tidligere er produktionen for det meste ret gammeldags, da det kradser lidt i lyden på skiven, men det ødelægger heldigvis ikke oplevelsen for mig, og jeg håber det samme for andre lyttere. Trommeslager Björn Eriksson viser på denne plade, at både hastighed og groove er en meget vigtig faktor i metal nu om dage, i stedet for bare at køre der ud af uden en pause til en langsom passage. Guitarlyden skal også have ros på denne plade, fordi det er den ondeste lyd de har fået frem. Den skærer igennem det hele og hvis du er fan af bands som Grave, Dismember og Entombed så vil du også elske lyden på denne plade. Selv om vokalen er den typiske forvrængede dødsmetal vokal, så kan den stadig bruges. Den skaber en klaustrofobisk atmosfære, der gør får en følelse af at du er fanget under jorden. Lyrikken byder på fortællinger om verdens undergang og at være fanget i elendighed. Også det sidste emne er det evige mørke.
Mere død, større succes
Uden tvivl er det en solid plade Miasmal har skabt. Jeg kedet mig ikke på noget tidspunkt, og det er et skridt frem for svenskerne. Er du til gammeldags dødsmetal så skal du ikke snyde dig selv med at lytte til denne plade. Hvis de bringer det samme på næste plade, så bliver det uden tvivl noget at at holde øje med i fremtiden.
