Koloss, den nyeste skive fra Meshuggah, er en sansemæssig udfordring fra første færd.
Øregangene bliver hele vejen igennem bombaderet med forvredne rytmer, teknisk snilde og gentagelser i en uendelighed, der sender en ud på en psykedelisk rejse, og som konstant sætter hjernen på overarbejde for at forstå den kompleksitet, som findes på Koloss.
Uden at skulle kom med den helt store præsentation, er Meshuggah et svensk eksperimentelt ekstrem metal band, som har haft sin gang på Jorden siden 1987. Eksperimentel ekstrem metal er ikke den mest dækkende beskrivelse af bandets stil, men musikken består af så mange og forskellige elementer som trash, death og progressiv metal over til fusions jazz, hvilket giver en utrolig kompleks og svært definerbar lyd.
Meshuggah regnes for at være et af de skabende bands af djent-subgenren. Djent-genren kendes for de høj-frekvente, forvrængede guitarstykker og de meget komplekse og høje tekniske rytmer. Skønt Meshuggah anses som skaberen af genren, bevæger bandet sig selv mere i den progressive, trashede og dødslignende lyd, og bruger kun elementer fra djent-genren, så et egentlig djent-band kan gruppen ikke kaldes. Men nu til det vigtige.
Der er ikke som sådan en intro på Koloss. Et par slag og et par guitarakkorder er, hvad det kan blive til, inden Jens Kidmans vokal brager ud af højtalerne på første nummer "I am Colossus". Man er ikke et sekund i tvivl om, hvad det er for et band man har med at gøre, for de forvrængede guitarstykker, de gentagendende mellemstykker og den karakteristiske vokal er efterhånden blevet Meshuggahs varemærke. Det er som sagt et sanseindtryk af den anden verden, ørerne oplever på Koloss, og "I am Colossus" er en god indikation for, hvad der er i vente de kommende 54 minutters tid. "I am Colossus" er i mine øre, det mest down-tempo nummer på skiven, hvis man kan kalde et nummer som dette down-tempo. De monotone og gentagne mellemstykker giver sammen med den dybe og jazz-agtige lyd nummeret en nærmest doom-agtig feeling. På næste nummer "The Demon’s Name Is Surveillance" flænser et riffs lydbilledet, og tempoet ryger lige en tak i vejret. Her præsenteres man for en mere Meshuggah-agtig lyd, end tilfældet er på åbningsnummeret.
Selvom musikken bærer tydelig præg af den Meshuggah-agtige lyd, som beskrevet ovenfor, er der sket en del siden "obZen" fra 2008. Det er stadig de komplekse og gentagne rytmer, der i første omgang fanger opmærksomheden, men der er alligevel sket en hvis udvikling i bandets lyd. Stemningen er mørkere, guitarerne har fået et nøk opad hvad angår kompleksiteten og temposkift, vokalen er mere vred og forpint, og der bliver eksperimenteret mere flere forskellige stilelementer, end hvad tilfældet var på den forrige skive. Især et nummer som "The Hurt That Finds Your First" går rent ind, og sammen med "I am Colessus" og "Demiurge" mine favoritter på Koloss. Skiven afsluttes af nummeret "The Last Vigil", et rent instrumentelt nummer som når på højde Dream Theater i drømmende atmosfære. Et nummer, som selv for den garvede metallytter, nok skal give en kuldegysning eller to.
Koloss er i mine øre et helt lille mesterværk og efter min overbevisning dette års bedste skive indtil videre. Meshuggah har formået at udvikle deres lyd og kompleksitet, og jeg må indrømme, at jeg er lidt trist over, at jeg har første gennemlytning af Koloss til gode, da det er en sanseoplevelse af en anden verden første gang lyden brager ud af højtalerne.
