Det engelske band Xerath spiller, efter deres egen betegnelse “cutting-edge orchesral metal". Hvad denne betegnelse helt konkret dækker over, skal jeg ikke gøre mig klog på, men ifølge bandet selv, er denne stil en kombination af tunge guitar riffs og grooves med et mix af cinematiske, symfoniske ensembler. En masse fine ord, men jeg vil sku nok trække det lidt mere ned på jorden, og kalde musikken for en gang melodisk død med symfoniske elementer. II er sjovt nok Xeraths andet album, og pladen er blevet til i samarbejde med den efterhånden kendte Jacob Hansen.
Jeg vil godt starte med at nævne en ting, som jeg ellers normalt ikke bruger tid på, nemlig selve artworked til II. Forsiden viser en afgrund, hvor i der lægger en masse metal skrammel, og med en pige som sidder på kanten og græder. Jeg ved ikke, om det skal forestille verden efter en mulig apocalypse, men jeg er helt vild med, hvordan billedet og farverne er bygget op, og derfor bliver corveret et helt lille kunstværk i sig selv. Jeg må sige, at det er et af de mest stemningsfulde corvere jeg nogensinde har set. Selvom dette umiddelbart ikke skal have nogen indvirkning på min bedømmelse af albummet, synes jeg, at den ret trøsteløse og ulykkelige stemning der pryder corveret, ret godt rammer selve stemningen i musikken, for den er smuk, stemningsfuld og trøsteløs.
Åbningsnummeret Unity to Defy starter med en nærmest filmmisk intro ala Avatar og Lord of the Rings. Nummeret går herefter over i et langt guitar riffs, hvorefter trommerne for lov at gøre deres indtog, med virkelig lære rytmer som passer perfekt ind i musikken. Til sidst kommer vokalen på, som er af den skrigende slags og denne akkompagneres af et kor. Guitar riffsne og trommerne, giver en rigtig fed kontrast til de mere symfoniske og filmiske dele af musikken, og den brutale, skrigende vokal er kun med til at sætte prikken over i’et, så musikken bliver komplet.
På resten af II, kører bandet efter samme stil som med åbningsnummeret, altså en blanding af tunge riffs, trommer og brutal vokal med symfoniske elementer, men til tider bliver dele af numrene mere trashede ala Slayer lignende karakter, som giver en rigtig god variation og giver pladen en dybere dimension.
Jeg må sige, at jeg virkelig er positivt stemt hvad angår II. Xeraths har formået at skabe en plade, som er virkelig er stemningsfuld, men samtidig også dejlig rå. Blanding af de rå elementer som tunge riffs og skrigende vokal, med mere symfonisk og filmisk melodier, er virkelig lækker, og selvom vokalen til tider er ved at blive lige et nummer for hysterisk efter min smag, går bandet lige til grænsen, så i stedet for at ødelægge pladen, er vokalen kun med til at underbygge de lækre kompositioner på II. Til sidst vil jeg igen lige nævne coveret, som jeg virkelig af fan af, og som giver pladen en lækker helhed. Derfor får II og Xerath 80 %, og jeg vil med spænding gå igang med Xeraths debutalbum.
