Shatter the Art er anden skive fra de danske metalhoveder i Memorial. Memorial spiller en omgang thrash med flere melodiske og hardcore elementer. Siden debutskiven In the Absence of All Things Sacred ramte metal markedet tilbage i 2009, er både bassisten og vokalisten blevet udskiftet, hvilket muligvis har ændret bandets lyd. Jeg må her indskyde, at Shatter the Art er mit første bekendtskab med Memorial, og derfor kan jeg ikke sammenligne med debutalbummet. Men nu til til vigtige.

Jeg føler mig bogstavelig talt blæst af stolen, da åbningsnummeret Through the Open lækker for. Trommer køre en forholdvis stille til start, hvorefter et brøl brager gennem højtalerne og nummeret ellers for alvor går igang. Normalt føler jeg mig sjældent ramt, når jeg hører et nummer med et nyt band første gang, men den energiudladning som hamre ud af højtalerne, gør det umuligt for mig at sidde stille, og jeg bliver nød til at hoppe op og give den gas med en gang headbanging. For fanden hvor er det fedt. Åbningsnummeret følges op af Wash it Off, som kører det hårdslående tempo videre, mens riffs'ne for lov til at flyde ud i en lind strøm. Der er ingen pause til mig, så jeg bliver stående og fortsætter med at svinge hovedet frem og tilbage, mens pensionisterne i lejlighederne overfor kigger skeptisk på mig. Jeg må med det samme sige, at jeg er vild med den præstation Dennis Petersen leverer med vokalen. Den er dejlig brutal, men samtidig synes jeg også, at selvom den måske ikke veksler så meget mellem hvert nummer, er den alligevel med til at give numrene en form for variation, for det er et af de problemer jeg har fundet på Shatter the Art. Der er til tider lidt for lidt variation numrene imellem. Derudover kan man også høre, at Memorial til tider har ladet sig inspirere lidt for meget af andre bands inden for genren, for nogle af numre virker det på mig som om, at jeg har hørt før. At albummet så alligvel holder hos mig skyldes igen vokalen, men samtidig opbygningen af numrene for selvom variationen ikke er så forbandet stor, formår Memorial at bruge de virkemidler, som de har til rådighed til perfektion. Så selvom Shatter the Art til tider taber mig lidt på midternumrene, bliver jeg vundet tilbage da det næst sidste track Rebuilding rammer øregange, og det sidste nummer Ave Agression er med til at få mig hevet helt i land.

Alt i alt må jeg sige, at jeg er meget positiv overrasket over Shatter the Art. Især vokalen er med til at give albummet et skud op af på karakterskalaen, og selvom jeg mangler lidt variation visse steder, skal albummet alligevel have en karakter på de 80 %, da det er en skive, som jeg ikke kan slippe og som efterhånden har kørt mange gange på Ipoden.