Kan man nævne den ene uden at nævne den anden?
For at forklare hvem eller hvad Masterplan er, skal man forstå Helloween, som er en af de oprindelige inden for powermetal. Roland Grapow var oprindeligt en bærende kraft i Helloween og havde en hånd i næsten alt inden for produktion og sangskrivning, da han til sidst gled mere og mere over i sit nye projekt Masterplan sammen med daværende Helloween-trommerslager Uli Kusch. De brød med Helloween, og Masterplan var født.
At følge med i hvem der har spillet i hvilket band, på hvilket tidspunkt, og hvem der er sur på hvem og hvorfor er som at følge med i Glamour. Fuldstændigt umuligt. Lad os bare slå det fast. Masterplan er dannet af Roland Grapow og Uli Kusch, fordi de blev sure på nogle andre. Moving on.
Hvad er det så, vi hører?
PumpKings er en slags opsamling vs. obskøn reference til Helloweens sammenkomsts-turné, der skal begynde senere i år, hvor Kai Hansen og Michael Kiske vender tilbage til bandet for at vise verden en sidste gang, hvad der gjorde Helloween til noget stort. Det er svært at tro andet end, at Grapow er lidt børnesur over dette og dermed vælger 11 sange ud fra den tid, hvor han var med til at definere Helloween og spille dem på sin egen måde.
Når det så er sagt, at PumpKings kan være et inter-musikalsk drilsk album mellem to gamle venner/fjender, vil jeg hellere bruge tiden på at høre musikken og finde ud af, hvad der rent faktisk er kommet ud på denne her plade. Selvom der også i Masterplans studie har været installeret en svingdør, er det Rick Altzis anden gang som frontmand, hvor der tidligere har været brugt både en nordmand i Jørn Lande og nomaden Mike DiMeo, som tilsyneladende gør mest ud af at lege gæstevokalist i forskellige bands.
Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal begynde, og hvor jeg skal ende. Musikken virker forceret og ukoordineret, vokalen overanstrengt, og produktionen er flad og ligegyldig. Når man får lyttet albummet igennem et par gange, virker det som en produktion, der bare skulle overstås, frem for at lægge blod, sved og tårer i en skive, man bagefter kunne se tilbage på som værende et godt stykke arbejde. Igen, jeg kan ikke slippe tanken om, at denne skive blot er et forsøg på at drille Grapows gamle medmusikanter fra Helloweens tid.
Burde denne plade være lavet?
Det korte svar: nej. Der har ikke været en skive fra Masterplan i fire år, og med den fortid, de har, burde medlemmerne have været voksne nok til at kunne sige fra over denne farce, som Grapow stille og roligt trækker dem med ned i. Samtidig kan jeg ikke undgå at tænke på, at fans af begge bands sikkert bare ryster medlidende på hovedet af Grapow og tænker deres.
Desværre er denne skive langt fra standard og burde slet ikke have været udgivet. Det er sjældent, jeg lader mig gå på af interne stridigheder, men her ødelægger det helhedsoplevelsen, og når man hører Grapows tag på gode gamle Helloween-numre, kan jeg ikke give mere end tre kranier i alt.
