Der er vist ingen tvivl om, at bandets debut slog igennem som en bombe. Man kan bare kigge på alle de afstemninger verden over hvor bandet blev udnævnt til bedste newcomer. Med det in mente må det have været et helvede for bandet at skulle lave materiale til en sådan succes, umiddelbart skulle man jo mene at bandet allerede havde tabt kampen når man tænker på hvor god debuten var (som blev belønnet med et slattent 8 tal af undertegnede, fy skamme). Jeg var også næsten parat til at underskrive at bandet ikke havde formået at skabe noget tilsvarende med "Aeronautics", da denne skive ikke lige slog mig bagover ligesom etteren, men det er vel også for meget forlangt da debuten havde overraskelseselementet med sig hvilket man jo ikke kan sige om en toer. Men efter at have givet skiven nogle flere lyttere skulle det da også vise sig, at jeg nok ikke skulle afskrive skiven med det samme, hastværk er jo som bekendt lastværk. For når pladen endelig åbner sig op er der rene guldperler at finde på den, som f.eks den dynamiske åbner "Crimson Rider" og den efterfølgende halvballade "Back For My Life". Desuden har man bibeholdt den fede blanding af mere Hard Rock prægede numre og de aggressive Power Metal numre, der som altid gøres til noget ekstra specielt, takket være de herrer Grapow og Kusch. Bland de sidstnævnte er der "Into The Arena" der viser, at man virkelig har formået at fange essensen af alle de fire musikanter til en større enhed, uden at der kan fremhæves nogen frem for andre. Men selvfølgelig er der jo altid det element der fremhæver bandet fra de millioner andre i samme genre, nemlig den norske sangadonis Jørn Lande, der her igen beviser hvorfor han er det bedste bud på en klassisk sanger ala Dio, Ian Gillan eller David Coverdale. Manden har simpelthen en stemme der tilpasser sangen og dog altid giver den det ekstra lille kick der gør den så meget federe. Produktionsmæssigt har man fulgt formlen fra debuten; igen brugte man lyd ekspert Andy Sneap (Testament, Arch Enemy etc.) til at optage hele svineriet med, for derefter at drage til de tusind søers land for at mikse i Finnvox studiet. Det eneste kritikpunkt fra min side må være "Headbangers Ballroom" som tekstmæssigt er temmelig svag og ret corny i mine øjne, men det er jo kun min side af sagen. Om bandet så har overgået debuten vil jeg afholde mig fra at profetere da denne plade stadigvæk ligger temmelig frisk i min hukommelse, men faktum er at bandet endnu engang har leveret en brillant skive der ikke må mangle i nogen Heavy Rock samling.