Death metal fra de gode gamle dage
Det er meget svært at skrive om Massacre uden at nævne From Beyond fra 1991, som var en perfekt række dødsmetalliske perler, der har skrevet sig selv ind i historien som en af de bedste skiver, der ofte sætter ild i ørehårene på denne anmelder. Det er lige så svært at undgå at skrive om det måske største lorteflop, et dødsmetal band nogensinde har begået. Navnet på skiven vil jeg ikke engang ytre, af frygt for at det alene er nok til at vække Massacres vrede. Ja, de har faktisk udstedt en forbudsbulle om, at de ikke svarer på spørgsmål om det unavngivne album fra 1996. Et projekt, der var så ringe, at det fik bandet til at gå fuldstændigt i opløsning og Kam Lee til at udvandre midt i postproduktionen, sur over at han ikke gjorde det før. Kam Lee kom ikke rigtig tilbage, før han var med på Resurgence i 2021, der også markerer Massacres rekonstruktion.
Jeg var så heldig at se Massacre i sommer på Dortmund Death Fest og fik lov at høre ”Death May Die”, der nu er udgivet på Necrolution. Det var symptomatisk, især i bagklogskaben klare lys, at se maskotbannerne fra From Beyond blive fjernet fra scenen, før de gav dette ekstranummer under stor jubel. Der under sensommerens aftensol, efter at være blevet bombarderet med alle deres smukke klassikere med fællessang som kvittering, kunne jeg simpelthen ikke vente på at høre deres nye skive, der endnu ikke havde et officielt navn.
Lyden af kitschgysere fra 70’erne
På Necrolution er Massacre tungt inspireret af H.P. Lovecraft, frontmand Kam Lees tidsprøvede litterære yndling, og 70’er-horror. Musikvideoen til ”Death May Die” er en hyldest til 70’er-grindhouse horror visuelt, og lyden passer rigtigt fint med den let sarkastiske tilgang. Kærligheden til Lovecrafts syrede, tentakelfyldte univers kommer særligt frem i et nummer som ”The Colour Out of Space”, der bygger direkte på et af de mere syrede Lovecraft-citater. Hele æstetikken: cover, lyrik, videomateriale og musik er gennemført i temaet, hvilket vel gør det til en slags semikonceptalbum. De har droppet den stigmatiserende maskot, som er en af de, diskutabelt, trælse rester fra 80’erne, hvor alle skulle have en Eddie eller Snaggletooth, så allerede ved første blik fornemmer jeg en bevægelse væk og fremad fra deres ellers orbitale From Beyond. Albummet indeholder ikke mindre end 16 numre, hvoraf tre er deciderede prologer.
Albummet svæver i de samme ekstremer som inspirationskilderne, lige fra rivejern i fjæset af lækker deathgrind med Kam Lees fantastiske rustne og rå vokal, over zombieagtige, doomy, langsomme chuggy riffs til prologer fyldt med uhygge og forventning. Dette er en kontrast, man møder hele vejen igennem – en kontrast, der giver tid til fordøjelse og refleksion. Alt sammen serveret i små bidder, der kan fordøjes. De 16 numre fremstår som en buffet af hors d’oeuvres, der fryder lytteganen med afmålte smagspaletter uden grandiose kompositioner – præcis som 70’ernes grindhousegysere var for øjet, fungerer Necrolution for øret. På den anden side kan de mange numre fordelt på 48 minutter også virke, som om der kunne skæres lidt af det kedelige fra og dermed skabes et fokuseret album fyldt til randen med ulækre gadagung-øjeblikke. Men det virker faktisk ret godt i linje med semikonceptet, så kan man kæmpe sig igennem bornholmerurssamples og lidt kedelige øjeblikke, så er der meget fine oplevelser at hente.
Bestemt ikke From Beyond
Med Necrolution kommer Massacre endelig ud af skyggen fra From Beyond, som har hængt tungt over dem. Når man har hørt albummet igennem, er man ikke tvivl om, at det er Massacre, man lytter til, men lyden fra From Beyond er ikke længere en lænke. Massacre er tilbage! Og jeg elsker det. Hele indtrykket bærer præg af dødsmetallens formative år i slutningen af firserne og starten af halvfemserne. Necrolution er den plade, jeg havde håbet, de ville lave, da Kam Lee kom tilbage og var med på Resurgence. Der er dog en bagside, for albummet lider under at have lidt kedelige overgange, gentagelser i kompositioner og afstumpede sekvenser, der ender brat. det kan blive irriterende efter gentagne gennemlytninger.
Massacres Necrolution minder om Death (i de unge år), Cancer, Autopsy (det gamle lort), Fulci, Tribulation (specifikt skiven The Horror), i den tunge grind-ende om Pestilence og General Surgery, og i nyere sammenhæng også om Cerulean og Frightmare.
