Danske veteraner i horror-mode

Manticora er et band, jeg lejlighedsvist er stødt på under min færden i den danske metalverden. De udgav i 1999 deres debutskive The Roots Of Eternity, og siden er det blevet til 7 skiver. Det jeg har hørt med bandet, har – så vidt jeg kan vurdere – altid været  progressiv thrashet power metal, hvor bandet har forfinet deres udtryk løbende. Nu er bandets ottende skive To Kill To Live To Kill havnet i min bunke af anmeldelser, så sæt i gang:

Efter at have læst biografien kan jeg forstå, at der for to måneder siden blev udgivet en 312 sider lang horrornovelle af bandets sanger, Lars F. Larsen, og at denne vil danne rammen om to konceptalbums, hvor dette er det første, og det næste er sat til at blive udgivet om præcist et år. Det hele lyder som noget af en mundfuld, bandet er gået i gang med, og hvorvidt det er lykkes, må man jo vurdere om et års tid, når man forhåbentlig  også har fået læst novellen og hørt plade nummer 2.

Skiven starter med en fin stemningsfuld intro, og efter denne går skiven for alvor i gang med nummeret ”Echoes Of A Silent Scream”, der starter med et fint thrashet stykke. Jeg spidser ører og er klar, der går dog ikke så længe, før det glider over i noget mere stemningssøgende power metal, hvilket man måske godt kunne forvente med konceptet in mente. Sanger Lars kommer ind med sin rene power metal-vokal og skaber en meget melodisk stemning. Ind mellem ligger der lidt halvgrowlet backupvokal i nummeret, hvilket de i mine ører godt kunne skrotte lodret.

Power Thrash Symfonisk og en smule doom n`gloom

Faktisk er jeg slet ikke på de første par numre - det bliver lidt for poleret og pænt, men så sker der noget ved nummer tre, ”Katana – Awakening The Lunacy”, hvor hele udtrykket bliver lidt mere thrashet og direkte, og  vokalen  sidder lige i skabet. Ved næste nummer er vi dog tilbage i det mere powermetalliske univers med en symfonisk kant, og min musiske erektion falder lidt igen. Nummeret ”Growth” fanger min opmærksomhed – det er lidt tungere og i perioder nærmest symfonisk doomet, og det klæder virkelig bandet. Nummeret strækker sig over ni minutter, men det lykkedes dem  at variere det så meget, at det intet betyder. Der er også et par instrumentale numre på skiven, det andet hedder ”Humiliation Supreme”, og efter to minutter af dette kommer hele albummets riffmæssige højdepunkt: Det riff er så fedt, man ikke fatter det! Derefter går bandet på ”Nothing Lasts Forever” over i det doomede territorie igen, og med et smukt pianostykke i midten, får de skabt noget af den horror-atmosfære, jeg synes mangler lidt andre steder på skiven. 

Når der skal samles op så..

Er der rigtigt mange gode ting ved To Kill To Live To Kill. Fremragende musiske præstationer, hvor specielt Lars F. Larsen på vokalen fortjener stor ros. Man kan godt høre, at det er voldsomt rutinerede kræfter, der står bag Manticora. Produktionen er fremragende, som man kan forvente, når der står Jacob Hansen på – den er klar, og man fornemmer en fed synergi mellem instrumenterne. Det er hovedsageligt på den sidste del af skiven, at det fungerer bedst for mig: Her virker det som om, stemningen bliver mere mørk og horroragtig, hvilket klæder bandet. Helt generelt må jeg dog sige, at Manticora bliver en anelse for pænt for mig, og længden på skiven gør også, at jeg har svært ved at kapere den på en gang. Kan du lide Manticora, og helt generelt er en sucker for thrashet powermetalliske udgydelser, så vil skiven helt sikkert være et kæmpefedt indkøb til samlingen. Jeg tror, det vil være en stor fordel at læse den tilhørende novelle, jeg vil se, om det kan lykkedes mig inden fortsættelsen næste år!