Hvis Devin kan …
Gennem mere end 25 år har Manticora sammen med blandt andre Pyramaze og Wuthering Heights været blandt landets fremmeste institutioner inden for den progressive powermetal. Influeret af kolleger som Nevermore, Symphony X, Blind Guardian og Persuader runder kvartetten fra Hvidovre i år lidt af en milepæl. Mycelium markerer således gruppens tiende langspiller siden 1999, hvor den ambitiøst navngivne debut, Roots of Eternity, første gang landede i pladebutikkerne … hvis man altså var så heldig at opstøve en filial med albummet på hylderne. Løsningen lå for eget vedkommende hos for længst hedenfarne Fona i Lyngby Storcenter, hvor forhenværende trommeslager Mads Volf i dagtimerne sørgede for tungmetal i metermål til Nordsjællands ’bedre’ borgerskab. Klip til i dag, hvor diskussionen om bemanding bag trommesættet atter er blusset op. På grund af logistiske udfordringer og involvering i andre projekter måtte svenske Lawrence Dinamarca i 2023 melde sin afgang som fast medlem. ’Lalle’ kommer dog sammen med nyudnævnte live-drummer Christoffer Leth Ingwersen til at dække gruppens kommende aktiviteter på landevejen. I tilfældet Mycelium har Manticora valgt at lade sig inspirere af Devin Townsend, der i 2007 udgav Ziltoid the Omniscient. Et album indspillet uden brug af ’levende’ trommer, men derimod med ’Drumkit from Hell’, ekspansionen af softwareprogrammet EZ drummer (hvorvidt der på Mycelium er tale om selvsamme softwareprogram, står dog hen i det uvisse). En løsning, der derfor næppe kan betragtes som progressiv, men som alt andet lige risikerer at dele vandene på fanscenen.
En svamp med vidt forgrenet rodnet
Lars Larsen har som gruppens galionsfigur aldrig sat sit lys under en skæppe. Den karismatiske frontmand har derimod ofte haft de store armbevægelser som et af sine adelsmærker, hvilket kan iagttages gennem de svulstige konceptudgivelser i flere formater. Ikke mindst bogudgivelsen i forbindelse med todelte To Kill… / To Live … (2018, 2020). Selvom omfanget denne gang er droslet betydeligt ned, er retorikken forblevet vanligt eklektisk. Mycelium bærer således sit navn efter den underjordiske del af svampen, der med sit sammenhængende, trådformede netværk af cellestrukturer kan opnå et ganske anseligt omfang. Det kræver nu ingenlunde en ph.d. i mikrobiologi at optrevle trådnettet, da man i pressematerialet har lagt sig i selen for at signalere udtalt diversitet: ’Thrash, prog, power, black, death + pure heavy metal and everything else, your metalheart desires, put into one album, … ’.
Med bevidstheden om førnævnte tilvalg af syntetiske drumsessions skærpes vores opmærksomhed i stedet omkring de guitardrevne kompositioner samt Larsens vokale krumspring. Produktionen er som helhed trukket hen imod et mere rustikt udtryk, mens de symfoniske elementer, der normalt spiller en fremtrædende rolle hos Manticora, er trådt noget i baggrunden. Numre som ”Necropolitans”, ”Demonday”, og ”Golem Sapiens” bibringer med brugen af uortodokse growls, shredding fra 80’ernes thrash-bølge og Larsens konforme powervokal langt hen ad vejen den intenderede stemning af ’DIY’. Fusionen mellem power og thrash er bestemt ikke uinteressant. Den falder dog noget mere naturligt for nye navne som Exelerate, der set i bagklogskabens ulideligt klare lys nok skulle have haft et nyk op på karakterskalaen. Det klæder til gengæld Larsen dels at have fået mere vokalfylde med alderen, mens også velvilligheden til at betræde mellemlejet noget hyppigere. ”Angel of the Spring” ender på den note som et af albummets mest positive overraskelser.
Mere end noget andet trækker metafysikken og kødets forgængelighed tematiske tråde gennem Mycelium. Den vanlige sans for dramaturgi og effektfulde virkemidler gennemsyrer numre som ”Mementopolis” og i særdeleshed konkluderende ”Dia De Los Muertos”, De Dødes Dag, der blev optaget på UNESCOs liste over mesterværker i mundtlig og immateriel kulturarv i 2008. Et vidnesbyrd, der på glimrende vis opsummerer et af de største paradokser gennem Manticoras regeringsperiode. Eller for løseligt at citere Larsens navnefælle og afdøde dyne-/rejsemogul, da JYSK i 2009 fejrede sit 30-års jubilæum: ”Med et godt tilbud er der jo ik' brug for al’ det her”.
Fermentering for viderekomne
På trods af tidligere postulat har jeg på efterbevilling fundet anledning til at indkalde førnævnte mikrobiolog til fermentering af det forhåndenværende svampelegeme. Det preciøse genreudbud vinder sålunde næppe mange nye tilhørere, men vil utvivlsomt begejstre den mere standhaftige garde. Til husbehov fungerer ’Devin T.’-metoden tilforladeligt. Jeg nærer dog på vegne af Manticora et stilfærdigt håb om, at denne manøvre forbliver et enkeltstående tilfælde. De komprimerede, repetitive rytmer er i hvert fald ikke noget at stile efter. Man må omvendt give cadeau til Larsen for de eksperimenterende fraseringer. Bevares, det fungerer ikke gnidningsfrit, men han bør tilskyndes at lægge sig i det mellemste leje langt oftere. Når vi lander, hvor vi gør, så skyldes det i høj grad de guitardrevne kompositioner. På den ene side får vi fin variation, på den anden side efterlades vi for ofte med følelsen af manglende dynamik og fremdrift. Næh, den klassiske anke om at barbere et minuts penge af hist og her fornægter sig ikke. Mycelium er i virkeligheden et godt billede på, at Manticora anno 2024 befinder sig i en brydningstid, hvor både indre og ydre omstændigheder fordrer et behov for at tænke i nye retninger. Balancen mellem fastholdelsen af de velkendte rødder og samtidig udforskning af nyt territorie er i sagens natur en vanskelig størrelse. Albummet bærer da også præg af, at der ikke nødvendigvis behøver at ligge en fastlåst destination, men at selve rejsen rundt i det ukendte sagtens kan udgøre et mål i sig selv.
