Lost Society bringer bestemt tempo, men glemmer at se sig tilbage Når et fuldkommen ukendt og relativt nyt band bliver signed til et stort pladeselskab som Nuclear Blast, så bliver det pludselig meget spændende. Specielt, når bandet spiller thrash metal og stammer fra Finland. Et land, som måske ikke just er kendt for at levere musik fra den del af metal genren. Manden bag mange thrash metal artworks, Ed Repka, har Nuclear Blast også været ude at fiske op til at skabe Fast Loud Deaths artwork. Lost Society er bandet vi taler om, og nu må vi se, hvor fortabt samfundet bliver efter en gennemlytning af denne skive. Jeg var meget spændt over udsigten til at skulle anmelde denne skive. Jeg havde blandede forventninger, bør de være høje, når bandet pludselig er signed til Nuclear Blast? Eller børe de nedskæres, nu hvor det ikke er alle de nye retro thrash bands, som imponerer? Jeg gik dog ind med en lille forventning, og jeg blev egentlig lidt skuffet. Lost Society bringer et kedelig track som åbner, "N.W.L." hedder det, og det står for Naked, Wasted, Lost. Et lidt kedeligt riff åbner, før en herre begynder at tale lidt om, at han vågner klokken tre om natten og undrer over, hvor han er. Som i rigtig retro, man kunne måske sammenligne introen med "Wake Up Dead" af Megadeth, bare lidt langsommere. De lidt kedelige riffs fortsætter, men bliver blot hurtigere. Forsanger, Samy Elbanna, fortsætter i en betydelig mere aggressiv tone, og der bliver brugt godt af kor. Men sangen har bare ikke rigtig et klimaks, og det er en skam. Vi bliver smidt direkte over i næste sang, "Thrash All Over You", som er omtrent ligeså uinspirerende. Der er lidt guitarsolo hist og her og et okay trommespil, men jeg føler mig bare ikke særlig fanget. Der er nogle fede gimmicks mod slutningen af sangen, men det gør det udligner bare ikke helt sangens manglende ørehænger. "E.A.G." er lidt den samme gryde, bare lidt kortere, men med betydelig mere guitar sovs. Heldigvis er det en fin optakt til det næste nummer, "Kill (Those Who Oppose Me)", som starter med blastbeats og et rigtig hurtigt riff. Og denne lyd kan man helt klart sammenligne med det gamle Anthrax, jeg tænker lidt på "Gung-Ho". Omkvædet er fangene med koret syngende "kill" og Samy næsten syngende "those who oppose me". Dog skuffer det mig lidt, at jeg skal så mange sange ind i albummet, før jeg begynder at rykke lidt med hovedet. Lost Society fortsætter heldigvis den gode stil i næste nummer, hvor vi også får hørt lidt på bassist, Mirko Lehtinen. Riffet er hurtigt og fangende, men det er lidt en skam, at musikken bliver spillet til mildest talt teenage rebel-tekster. Den handler om en 16-årig gut, som er træt af sin mor, og derfor smutter han hjemmefra med fuld fart på. Desværre forløber teksterne meget i denne retning gennem hele albummet, og det bliver lidt latterligt. Men på den anden side spiller det ikke en stor rolle for mig personligt, da jeg synes, at musikkens kvalitet er langt vigtigere. Tre relative kedelige sange bliver altså heldigvis erstattet af tre gode sange, titel nummeret "Fast Loud Death" er også en fornøjelse i højt tempo med nogle dejlige riffs. Men så kommer vi desværre til nummeret "Lead Through the Head", som også viser bassens ansigt og et dejligt riff, indtil man pludselig får følelsen af, at man er til en hardcore koncert. Efter ét minut kommer der et breakdown, og riffene går næsten mod core, og Samys vokal bliver helt skrigende på rigtig hardcore manér. Dette gentager sig i nummeret. Det lyder ærlig talt forfærdeligt, og jeg håber, at det er en joke, ligesom sangen "Diary of a Thrashman" lidt er, når man tænker på Ozzys sang "Diary of a Madman". Sangen starter i hvert fald i et lidt langsommere og melankolsk tempo, før vi får lidt mere thrash. Desværre er sangen ikke specielt fangende. Vi får også at se lidt crossover på albummet, der er blandt andet nummeret "Toxic Avenger" på blot ét minut og otte sekunder. Resten af albummet tynder ud i lidt ligegyldige numre efterfølgende, man får smidt en blanding af nogle fede guitarsoloer, lidt mere hardcore inspiration, fede riffs, men man sidder lidt tilbage med en undren over det, som man lige har været ørevidne til. Til tider virker det lidt som om, at bandet bare har kørt i et alt for højt tempo gennem skabelsen af denne skive, da det bliver lidt rodet det hele med mærkelige tekster og mærkelige opbygninger. Jeg fristes næsten til at tænke, at bandet var tæt på at overskride Nuclear Blasts deadline på albummets færdiggørelse. Instrumentationen er dog god på Fast Loud Death, som blander god guitarsovs med en velrepræsenteret bas, god brug af kor og nogle varierede vokaler. Det hele er understøttet af nogle thrash trommer, som banker derud af. Produktionen på albummet er også godt, der er ikke rigtig noget at sætte fingeren på. Men jeg vil dog som sagt sige, at albummet er en smule rodet og virker ikke helt gennemtænkt, og jeg endte med mest af alt bare at høre de få samme sange, som jeg fandt spændende. Dog vil jeg sige, at udkastet her er interessant, og disse drenge kan sagtens nå at blive modne – også lyrisk. Så dette er en ambivalent oplevelse for mig, dele af albummet er utrolig fede, andre dele er bare kedelige. Trackliste: 01. N.W.L. 02. Thrash All Over You 03. E.A.G. 04. Kill (Those Who Oppose Me) 05. Bitch, Out’ My way 06. Fast Loud Death 07. Lead Through the Head 08. Diary of a Thrashman 09. Toxic Avenger 10. This Is Me 11. Braindead Metalhead 12. Piss Out My Ass 13. Fatal Anoxia Der findes en video til nummeret, “Kill (Those Who Oppose Me)". Den kan ses her: