3 gang er lykkens gang for finske Lost Society … eller ?
Thrash metal is the name of the game!
Finske Lost Society er her på deres 3. skive, siden de debuterede i 2013 med Fast Loud Death (2013) . De har fra starten spillet thrash metal med afsæt i 80’erne, dog æltet op med nyere inspirationskilder, og den stil fortsættes ufortrødent på Braindead. Og hvis man har en vindende formula, hvorfor så ændre på dette? Spørgsmålet er jo så bare, om de gæve finner har det? Skiven starter med nummeret ”I Am the Antidote”, som er ret groovy, men i mine ører egentlig ikke specielt fedt. Det lyder på en eller anden måde lidt for ”moderne” med for meget vægt på groovet frem for knald på og derud af! Næste nummer ”Riot” fortsætter den groovy stil, men med bedre riffs end startnummeret, dog imponerer det mig heller ikke videre, og vokalen finder jeg lettere irriterende. På 3. nummer ”Mad Torture” sker der dog noget, og det bliver thrashet, indtil nummeret mod slutningen igen bliver mere groove-baseret. Heldigvis er riffsene gode og det generer mig knapt så meget som på de første to numre. Men så på nummeret ”Hollow Eyes” skal jeg love for at Lost Society rammer guldet - det nummer er godt nok også relativt groovy, men alle riffs i nummeret er bare taget fra skuffen med guld! Det er simpelthen et kongenummer. Skiven fortsætter herefter med numre, der svinger mellem det groovy og numre i genren fuld gas.
En jævn, godkendt omgang
Jeg har lyttet Lost Society-skiven igennem en del gange, inden jeg griflede denne anmeldelse ned, og har flere gange skiftet mening mellem at synes, den er decideret kedelig til at synes, den faktisk er ganske fed. Konklusionen må blive, at Lost Society leverer et ganske fint, gennemarbejdet album med masser at komme efter, hvis man er til en god blanding af old school-thrash og nyere thrash. Skal jeg nævne nogle bands, der byder sig til som inspirationer til Lost Society, så kommer bands som Exodus, tidlig Megadeth og Suicidal Tendencies ind på tavlen samtidigt med at Pantera, Lamb of God også høres i sangene. Vokalen er og bliver dog pladens svageste punkt, som jeg desværre ikke synes fungerer særligt godt: Den er lidt for skrigende og enerverende, heldigvis bakkes den op af fede bøllekor, der tager toppen af min irritation. Lost Society må nøjes med en karakter, der indikerer et godkendt output!
